Viasat Danmark

Skru op for underholdningen - Skru ned for Rune

Pressemeddelelse   •   Aug 27, 2013 12:36 CEST

I dag går Viasat i luften med et nyt marketingunivers. Omdrejningspunktet bliver "Nabo Rune", der elsker Viasat, men som må se med hos naboerne, da han ikke selv har noget tv-abonnement. Reklamebureauet Co+ har udviklet det nye koncept.

Rune V. Knudsen har ikke en adresse, og han er en smule nærig, så modvilligt må han undvære Viasat i sin egen skurvogn. Men han elsker alt ved Viasat, hvorfor han ustandseligt besøger sine venlige naboer for at få et kig ind i Viasats store underholdningsunivers. Det er det, de danske forbrugere bliver introduceret til i Viasats nye kampagne, der lanceres i dag.

"Omdrejningspunktet for Viasat er at sikre god underholdning til vores kunder. Uagtet om det er sport, film, serier, dokumentarprogrammer eller mange af de gode egenproduktioner fra TV3. Derfor har det også været vigtigt for os i udviklingen af det nye marketingunivers, at fokus er på underholdning, og at kunderne kan nyde den hvor som helst og når som helst. Med Rune-karakteren har vi netop fået en virkelig stor fan af vores indhold, og med et glimt i øjet får vi understreget, at kunderne skal skrue op for al den gode underholdning og ned for den søde, men lidt anmassende Nabo Rune," siger adm. direktør for Viasat, Jette Nygaard-Andersen.

Reklamebureauet Co+ står bag det nye koncept, og adm. direktør Gaute Høgh siger om den nye kampagne for Viasat:

"Det er jo den gamle men altid succesrige fortællermetode om en person, der så gerne vil have det, han ikke kan få. I dette tilfælde er det Nabo Rune, som gerne vil have adgang til alle Viasats produkter og programmer. Han er inkarneret fan af Viasat, men han lever på naboernes nåde. For os var det vigtigt at skabe et univers, der kan rumme de mange forskellige budskaber, Viasat har, i en simpel og enkel kommunikation."

Den nye kampagne vil være tilgængelig på alle medieplatforme inklusive de sociale medier. Rune har sin egen facebook-side, hvor han vil sørge for at underholde vidt og bredt om blandt andet Viasats produkter. Følg med på facebook.com/runevknudsen.

Jonas Elmer er instruktør og Søren Frellesen manuskriptforfatter på tv-spottene udført af Co+Concept. Det første tv-spot, der afvikles fra i dag, er tilgængeligt på YouTube: youtube.com/viasatdk.

Nabo Rune spilles af standup-komikeren Nikolaj Stokholm.

Viasat Broadcasting er en del af den internationale mediekoncern Modern Times Group (MTG), der har aktiviteter på fire kontinenter. Aktiviteterne dækker free-TV, betalings-tv, radio og indholdsproduktion. MTG’s Viasat Broadcasting distribuerer free-TV og betalings-tv-kanaler på egen satellitplatform samt i tredjepartsnetværk. Viasat tilbyder også tv-indhold over internettet. MTG er den største aktionær i Ruslands førende tv-udbyder, CTC Media. Modern Times Group er en vækstvirksomhed og noteret på Nasdaq OMX i Stockholm. For mere information se væsentligst mtg.se og viasat.dk.