DR Kommunikation

Små synger sammen i stort tal

Pressemeddelelse   •   Sep 13, 2010 09:21 CEST

Dermed vil næsten dobbelt så mange børn som sidste år bryde ud i sang på dagen. Dengang deltog omtrent 50.000.

”Hvor der i høj grad sidste år var tale om enkeltstående arrangementer, er det i år hele kommuner, biblioteker og kirker, der bakker op og holder sangdag for de mindste,” forklarer projektleder Birgit Bergholt fra DRs ’Syngelyst’-kampagne.

I år har ’Syngelyst’ gjort en særlig indsats for at få børnenes bedsteforældre involveret på dagen, så der for eksempel kommer fokus på de gamle børnesange. Og mange steder i landet bevæger de små sig da også hen på de lokale plejehjem for at synge. Her er tanken, at de kan lære nogle af de gamle sange, og at de ældre så kan blive bekendt med nogle af de nyere, som børnene måske er bedst til.

Lærer af plejehjemsbeboere
Det er for eksempel tilfældet på Fejø, hvor unge og gamle synger sammen på ældrecentret, og i Børnehaven Grøften i Næstved har børnene hele ugen øvet sig på sange, som lokale plejehjemsbeboere har lært dem. Her deltager socialminister Benedikte Kiær, og hun åbner dagen officielt.

”Jeg er glad for, at der i år er så mange daginstitutioner, der har valgt at deltage i ’Små Synger Sammen’. Sang og musik er et vigtigt element i børns sproglige udvikling og er med til at skærpe indlæringsevnen. Og det er en god idé, at børnene i år lærer de ældres sange at kende.  At synge med de ældre kan være med til at skabe nærvær og fællesskab på tværs af generationer,” siger Benedikte Kiær.

Som noget nyt er DRs online-bi Oline i år ambassadør for ’Små synger sammen’-dagen, og på dr.dk/oline er der netop blevet lanceret et sangtog, der skal få børnene til at synge ved skærmen derhjemme.

Radioen er med
På både P1, P2 og P4 vil man i ugen op til sangdagen kunne høre børn fra DR Spirekoret og Børnehuset i Ebberup på Fyn, der fortæller om sang. Og programmet ’Formiddag på 4’eren’ har sang på tapetet i uge 37. Her kommer Kaya Brüel for eksempel på besøg på selve ’Små synger sammen’-dagen den 16. september. Her fortæller hun historien om hendes oldefars glemte melodier til Halfdan Rasmussens børnerim, der blev fundet på loftet efter hans død. Hun har siden udgivet dem på to cd’er – og synger da også nogle af dem i P4-studiet.

Hvad skete der Mariehønen Evigglad?
Som en optakt til sangdagen har børn og vokse de seneste måneder kunne være med i en ”Digt og vind-konkurrence” på hjemmesiden dr.dk/syngelyst. Her har de skullet digtet videre på Halfdan Rasmussens populære børnesang, hvor ’Mariehønen Evigglad’ ender med at blive ’Madam Snegl’.

Men hvad skete der så egentlig derefter, er børnene blevet spurgt. Og på sitet kan man nu se, at forslagene rækker lige fra, at de fik sneglebørn med prikker på, til at der nu render snegle rundt med ben…

’Syngelyst’ er en treårig kampagne, som med støtte fra Undervisningsministeriet, Socialministeriet og Kulturministeriet sætter fokus på sang og sangglæde blandt børn og unge. DR er partner i og lægger hus til ’Syngelyst’ og bruger sine medieplatforme som afsæt til at stimulere og sætte sangaktiviteter i gang for små og store børn.

Det sker f.eks. på dagen

* Naturbørnehaven Myretuen synger på torvet i Tørring
*
Fejø Børnehus inviterer Fejø Skole og dagplejen til at synge sammen på ældrecentret
Ringsted Bibliotek laver stort syng-med-arrangement med harmonikaspil for alle institutioner i Ringsted
* Tønder Bibliotek og Tønder Kulturskole sørger for syng-med i Løgumkloster, Skærbæk, Toftlund og Tønder
*
Frederikshavn Bibliotek inviterer alle børn til sang, hygge og godter
* Børnekulturhuset Toldkammeret i Helsingør samler 200 børn til en sang-koncert med Mai Thorup, Jens Rugsted, Lars Krarup og Jesper Thorup.
*
Valby Børneasyl holder sang-komsammen på Valby Tingsted
* Dagplejerne i Hvidovre samles på græsplænen foran Hvidovre Rådhus og giver politikerne en sang
* Fra Sundby Børnehus er det Rokketandkoret der synger for de gamle på det lokale plejehjem
*
Astrup Børnehave har inviteret byens pensionister til sang og kage
*
I Felsted samles børnehaver og dagplejere på p-pladsen ved den lokale Spar og synger for dem, der kommer forbi.