SmartGuy.dk

SmartGuy vinder E-handelsprisen 2012

Pressemeddelelse   •   Maj 29, 2012 10:01 CEST

SmartGuy har netop modtaget E-handelsprisen 2012 og kan nu kalde sig Danmarks bedste inden for handel på internettet. SmartGuy, der fik den prestigefyldte pris i konkurrence med mere end 250 danske e-handelsbutikker, vil bruge prisen til at markere sig yderligere på det europæiske marked. 

- Prisen er et kæmpe skulderklap og skal bruges til at gøre os endnu større. Vi har i årevis kæmpet for at få vores koncept ud over grænserne, og prisen her vil hjælpe os med at kunne nå vores mål, fortæller direktør i SmartGuy, Nicolai Kærgaard.

SmartGuy arbejder med vækststrategi om at komme ind på bl.a. det hollandske og polske marked, som vil betyde et kæmpe boost for den sjællandske virksomhed, som forventer, at omsætningen vil stige markant i løbet af de kommende år. 

Europas bedste
Først gælder det dog deltagelsen i European E-commerce Awards. Her skal SmartGuy i begyndelsen af juni repræsentere Danmark ved uddelingen af den europæiske E-handelspris i Barcelona. Kan Danmarks bedste e-handelsbutik opnå en god placering ved den lejlighed vil det skabe øget opmærksomhed om dansk e-handel og betyde en yderligere styrkelse af Danmarks position på det globale marked for e-handel. Prisen for at vinde vil være øgede markedsandele og flere arbejdspladser til de danske e-handelsbutikker. 

Rollemodel for unge iværksættere
SmartGuy har siden etableringen i 2000 oplevet en konstant fremgang og nogle vækstrater, som har gjort den netbaserede tøjbutik til et forbillede og en rollemodel dels for unge iværksættere og dels for mange af Danmarks øvrige e-handelsbutikker. 

I år vandt SmartGuy så både B2C-prisen (business to consumer) og den overordnede E-handelspris, som tildeles den bedste blandt vinderne af alle kategorierne ved uddelingen af årets E-handelspriser.

SmartGuy modtog priserne fordi virksomheden har udøvet det, som blev kaldt for førsteklasses købmandsskab. Gennem de seneste 12 år har folkene bag holdt fast i forretningsstrategien om hele tiden at agere som iværksætter. Med en tilpas ydmyghed og en stærk professionalisme har SmartGuy formået at skabe nogle bemærkelsesværdige økonomiske resultater. Implementeringen af nye teknologier og en konstant videreudvikling af kerneforretningen er en af hemmelighederne bag virksomhedens succes. 

Kunden i centrum
Alle nye tiltag bliver gennemført med kunden i centrum, og den netbaserede tøjbutik udmærker sig bl.a. ved at have et effektivt dialogprogram og en yderst professionel kundeservice. SmartGuy rammer et stort publikum både i Danmark og udlandet og med tiltag som ’køb looket’ og ’find din catwalk’, imødekommer man kundernes ønsker. SmartGuy har en 360 graderes forståelse af kundens behov og formår at give dem en effektiv købsoplevelse. Det har resulteret i, at den danske virksomhed i dag er Nordens største fashionsite med 200 medarbejdere og en årlig omsætning på 300 mio. kr.

Om E-handelsprisen:
E-handelsprisen afholdes af Foreningen for Distance- og Dansk Internethandel (FDIH) og blev i år uddelt for 12. gang. Der uddeles priser til de danske e-handelsvirksomheder indenfor 10 forskellige kategorier som Social Commerce, B2B, B2C, Online kundeservice og Mobil e-handel & services. Den største pris er E-handelsprisen, hvor FDIH sætter fokus på succeserne inden for dansk e-handel, og hædrer dem, der viser vejen og gør det bedst. 

Om e-handel:
E-handel vokser stort – trods krisetider
Selv om resten af verden er i krise, så vokser e-handlen markant. I 2011 oplevede danske e-handelsvirksomheder en vækst på 15 %. Konkurrencen er hård både mellem danske og internationale virksomheder, og de danske E-handelspriser er derfor også eftertragtede. Virksomhederne kan nemlig bruge priserne aktivt i både markedsføringen og som et redskab i kommunikationsstrategierne. At få en E-handelspris er som at få et kvalitetsstempel, og virksomhederne får typisk masser af positive tilkendegivelser, når de markedsføre sig i nyhedsbreve og sociale medier. I sidste ende er det med til at skabe øget vækst for den enkelte virksomhed.


Kort om SmartGuy A/S

Nordens største fashionssites
SmartGuy A/S står bag internetbutikkerne SmartGuy.dk, SmartMen.dk, SmartGirl.dk, SmartKids.dk og SmartSport.dk, som i dag er lanceret i Danmark, Sverige, Norge, England, Tyskland, Finland og Rusland. Alle shops er 100 % internetbaseret, hvilket betyder, at man har skåret alle omkostninger til butik og manuel ekspedition væk. Besparelserne gives til kunderne, som kan finde de nyeste varer til favorable priser.

Over 10 års erfaring
SmartGuy A/S blev lanceret i år 2000 af Christian Kusk og Nicolai Kærgaard. Det var under trange forhold, at butikken startede sit virke. I kælderen under butikken "Poul Kusk" blev de første pakker sendt ud til kunderne. Indtjeningen var minimal, men de kunne holde skindet på næsen ved at have lave lønudgifter, ingen husleje samt minimale omkostninger til varelager. Man brugte simpelthen butikkens varelager, således at varen først blev indkøbt i samme øjeblik, som den var blevet solgt på SmartGuy.dk. Hver en krone som man tjente de første par år, blev brugt på markedsføring og indkøb. Lageret voksede stille og roligt, og det blev mere og mere tydeligt, at man var ved at sprænge rammerne med det voksende varelager. I dag beskæftiger SmartGuy A/S over 200 fuldtids medarbejdere samt en hel del studentermedarbejdere.

Prisvindende E-mærket Gazelle
SmartGuy A/S har gennem tiderne modtaget en del forskellige priser – bl.a. er de blevet udnævnt som Årets bedste webshop 2012 og de vandt sølv ved den europæiske e-handelspris ”Global E-commerce Summit 2012”. SmartGuy A/S er udnævnt som Børsen Vækst Gazelle i 2007, 2008, 2009, 2010 og 2011, 2012 og har modtaget prisen ”Ivækst”, Årets vækstiværksætter, Entrepreneur of the Year Sjælland og har e-mærket fra E-handelsfonden.