DR Kommunikation

Snydt igen

Pressemeddelelse   •   Feb 08, 2011 10:34 CET

Hvad kan du egentlig gøre krav på, når du køber nyt tv, og fragtmanden taber og skader produktet ved afleveringen?

Eller når du har været ude at spise, og overser det der står med småt på menukortet, og derfor fået en langt større regning, end du regnede med. Så er du blevet snydt - eller er du?

I "Snydt igen" klæder DR1 dig på, så du ved, hvad dine rettigheder er i situationer, hvor det er svært at gennemskue, hvad du kan gøre krav på.

Skjult kamera afslører uvidenhed
Ved hjælp af tre dygtige skuespillere bliver sagesløse danskere udsat for vanvittig dårlig kundeservice. Foran et skjult kamera udsættes almindelige forbrugere for urimelig behandling grænsende til det pinlige af blandt andet automekanikeren, tjeneren og fotografen. Optagelserne viser med al tydelighed, at vi danskere finder os i mange ting. Måske fordi vi ikke kender vores rettigheder?

Programserien udstiller danskernes manglende viden om helt basale forbrugerspørgsmål. Eksempelvis bliver 100 danskere spurgt om, hvorvidt et busselskab må afvise en passager, der ikke har lige penge. Kun 38 pct. svarer rigtigt på spørgsmålet. Flere kender dog det rigtige svar, når de bliver spurgt om, hvorvidt en butik må afrunde beløbet, når man betaler med Dankort.

'Snydt igen' sendes i syv afsnit. Første program vises 15. februar kl. 20.30.