Social- og Integrationsministeriet

Socialminister på Aalborg-besøg

Pressemeddelelse   •   Sep 21, 2010 09:57 CEST

Socialminister Benedikte Kiær skal besøge boligområdet Aalborg Øst og høre nærmere om, hvordan man løser ghettoproblemer i Nordjylland.

Onsdag den 22. september tager socialminister Benedikte Kiær til Aalborg, hvor hun kl. 15.00 er på besøg i boligområdet Aalborg Øst.

I øjeblikket samler socialministeren, der også er ansvarlig for udsatte boligområder, viden og erfaring sammen til den ghettoindsats, som skal komme fra regeringen om kort tid. Besøget i Aalborg vil indgå i det arbejde.

Aalborg Kommune vil i samarbejde med Nordjyllands Politi og fire boligorganisationer fortælle om, hvordan man arbejder sammen om at løse ghettoproblemer - herunder et oplæg om politiets særlige indsats i Aalborg Øst, samt uddybende erfaringer i Aalborg Kommune om den forebyggende indsats i forhold til børn og unge.

Ministeren skal desuden på en gåtur i boligområdet omkring Kildevejene og undervejs høre om Projekt 9220 – et boligsocialt projekt med nye toner.

Kl. 17.00 er socialministeren gæst på Den Sociale Skadestue, Vor Frue Stræde 6, Aalborg. 

Pressen er velkommen.