Socialpædagogernes Landsforbund

Socialpædagogik betaler sig

Pressemeddelelse   •   Nov 16, 2010 09:19 CET

En investering i tidlig social indsats over for udsatte børn og deres familie giver et afkast på næsten 200 procent. Det viser en cost benefit-undersøgelse, Socialpædagogerne netop har offentliggjort. ”Det kommer ikke bag på mig, at det giver mening – også økonomisk – at sætte tidligt ind over for udsatte familier. Men at der er så mange penge for samfundet at tjene, synes jeg er en øjenåbner,” siger Socialpædagogernes formand Kirsten Nissen.

Det kan betale sig at sætte ind med en tidlig socialpædagogisk indsats over for socialt udsatte børn og familier. Sådan lyder konklusionen på en cost nebefit-undersøgelse, Socialpædagogerne i anledning af sin kongres har fået foretaget. Undersøgelsen, der er foretaget af analyseinstututtet CASA, viser i kroner og ører, hvad samfundet økonomisk kan få ud af at investere i en tidlig social indsats over for udsatte børn. Og resultatet er opløftende, synes Socialpædagogernes formand Kirsten Nissen: 

”CASA’s beregninger viser blandt andet, at hvis man sætter tidligt og massivt ind over for de børn, mange betegner som ”problembørn”, og sikrer, at de får et ”normalt liv” – frem for et udsat liv – så kan en årlig investering på 4,7 milliarder kroner give et afkast på mellem 11 og 13,5 milliarder kroner, hvis bare indsatsen virker for hver anden person. Om året. Og i en tid, hvor kommunerne har en presset økonomi, må det da give genlyd på rådhusene. For der er ifølge undersøgelsen penge at tjene for både stat og kommuner, hvis de sætter tidligt ind over for udsatte børn og unge,” siger Kirsten Nissen.

CASA har i cost benefit-undersøgelsen givet et bud på, hvad udsatte børn, der bliver til udsatte voksne koster for samfundet. Svaret er, at denne gruppe årligt koster de offentlige kasser knap 24 mia. kr. via træk på kontanthjælp, førtidspension mv. og ved at de ikke har et fuldtidsarbejde og betaler skat. Og CASA’s beregningerne viser, at hvis samfundet via massive investeringer får vendt de udsatte børns livsbaner fra offentlig til egen forsørgelse, er fortjenesten tæt på 200 procent. Oven i købet, hvis indsatsen kun virker over for halvdelen af børnene. Hvis indsatsen er en succes for hver femte barn, der hjælpes, vil indsatsen betale sig selv.

”Det her er tal, der med al ønskelig tydelighed viser, at når man opgør et helt livsforløb i kroner og ører, så giver det også vældig god mening at kaste penge efter en intensiv socialpædagogisk indsats så tidligt i socialt udsatte børns liv som muligt. Hver gang man flytter en person fra en vanskelig social situation, der fører til førtidspension til en tilværelse som henholdsvis ufaglært eller sygeplejerske vil der være en samfundsmæssig gevinst på mellem 7,5 og 12,5 million kroner pr. person.. Det synes jeg helt ærligt sætter lidt perspektiv på diskussionerne om tidlig indsats, som længe har bestået mere af ord end af handling. Nu har vi bevist, at der ikke er tale om løst krudt når vi siger, at det betaler sig med tidlig indsats,” siger Socialpædagogernes formand Kirsten Nissen.

CASA’s analyse bygger på beregninger af fire konkrete sociale cases. Udgifterne de fire forskellige udsattes liv er sat op imod forslag til en socialpædagogisk indsats tidligt i deres liv, der kunne have hjulpet dem til et normalt liv. Og desuden den økonomiske fordel, et normalt liv ville have betydet for de offentlige kasser.

http://www.sl.dk

Pressekontakt
Eva Åkerman
7248 6936


Socialpædagogerne
Brolæggerstræde 9
1211 København K.
Danmark