Wonderful Copenhagen A/S

Sølv til sofistikeret havfrue

Pressemeddelelse   •   Okt 25, 2010 10:45 CEST

Wonderful Copenhagen har netop vundet sølv, ved et internationalt marketing award show i London.

Mandag aften mødtes mødebranchen til det årlige Meetings Industry Marketing Awards (MIMA), der på 9. år afholdes af britiske CAT-publications i London. Wonderful Copenhagen stillede op i kategorien Best Brochure Destinations, og løb med sølvmedaljen for brochuren Your Place or Mine?


Brochurens sorte, nålestribede forside, med vandtryk af Havfruen, stiller kun ét spørgsmål: Your place or mine? Og side tre giver kun ét svar: Let’s make it mine: Copenhagen.

På de følgende 140 sider underbygges konklusionen med en god blanding af indbydende billeder, finurlige one-liners, oplysende tekster og kolde fakta om København som destination og mødeby.

Og med mindre man allerede har lugtet lunten ved invitation på forsiden, finder man hurtigt ud af, at denne håndbog for mødekøbere - eller ’planner’ som den kaldes i daglig branchetale – ikke ligner konkurrentbyernes. Og det er helt bevidst.

Lars Ramme Nielsen, salgs- og marketingchef i Wonderful Copenhagen, der var i London for at hente prisen, fortæller:

- Konkurrencen om møder og kongresser er benhård. Da vi skulle lave en ny udgave af vores planner samlede vi en ordentlig stak fra andre destinationer og konkluderede, at næsten alle lignede en udvidet udgave af de gule sider. Inklusive vores egen. Derfor har mantraet været, at vi ville skille os ud, på en sofistikeret og klog måde, og formidle, at København har kant. Dommerne begrundede sølvmedaljen med, at vores planner er ’edgy and eye catching’, så det er åbenbart lykkedes!

Både kunderne og partnerne i erhvervsturismenetværket Meetingplace Wonderful Copenhagen, som består af 120 virksomheder, har taget rigtigt godt imod Your Place or mine?. Derfor er konceptet foldet ud til andre aktiviteter fra annoncering og onlinekampagner til t-shirts, postkort og præsentationer. Og en opdateret udgave af Your Place or Mine?, der også tæller andre konferencebyer i Danmark, er netop udkommet.

I februar vandt Your Place or Mine? VisitDenmarks marketingpris Hjerteprisen. VisitDenmark er også partner i den opdaterede udgave af brochuren.

Ved MIMA vandt Wonderful Copenhagen sølv foran Marketing Birmingham og Vienna Convention Bureau, der blev nummer 4. Guldet gik til Newcastle Gateshead Convention Bureau.

Se en e-book af Your Place or Mine? her