DR Kommunikation

Søren Ryge topper hitliste og får guld

Pressemeddelelse   •   Nov 22, 2010 09:11 CET

Først på måneden udgav DR Multimedie hans syv programmer om brødrene Anders og Julius fra Djursland på dvd, og de er blevet så stort et tilløbsstykke, at dvd’en i denne uge er nummer 1 på IFPI’s officielle hitliste over de mest solgte tv-serie-dvd’er i Danmark.

Tre gange flere end toeren
Faktisk har Søren Ryge-programmerne solgt næsten tre gange så meget som nummer to på listen i denne uge, nemlig ’The Pacific’, der for øvrigt har været verdens dyreste tv-serie at producere.

Dvd’en med Anders og Julius er lige nu blevet langt over disken i 15.000 eksemplarer, og derudover står 10.000 på venteliste til at få den i landets butikker.

”Vi var lidt spændte på, hvordan dvd’erne ville blive modtaget, da vi ikke rigtigt havde noget at sammenligne med. Det er første gang, vi har udgivet dvd’er af den type og første gang, vi har taget fat på at udgive den store tv-skat, som det er blevet til fra Søren Ryge gennem flere årtier. Og man må da sige, at det er blevet vel modtaget. Jeg tror, dvd’en rammer et segment, som der normalt ikke bliver udgivet så meget for,” siger projektleder Kirsten Fæster Andersen fra DR Multimedie.

Udsigt til første guldplade
Med salget har dvd’en har Søren Ryge nu udsigt til sin første guldplade, og DR og Art People har sat produktionen af tredje oplag i gang.

”Jeg er overvældet, overrasket og rigtig, rigtig glad for den store interesse for dvd´en,” siger tv-vært Søren Ryge selv.

Ifølge Kirsten Fæster Andersen har dvd’en hele tiden været tænkt som den første af flere Søren Ryge-udgivelser, og senere kommer der for eksempel rejseprogrammer og haveprogrammer.

Også en anden dvd-udgivelse fra DR er på ugens IFPI-hitliste. Selv om det er 14 år siden, at ’Bamses Julerejse’ havde premiere som julekalender på DR1, er den nummer 4 over ugens mest solgte tv-serie-dvd’er.