SE

Sol og varme lige ned på bundlinjen på Rødding Højskole

Pressemeddelelse   •   Jun 27, 2013 10:14 CEST

Flere virksomheder og institutioner i Syd- og Sydvestjylland investerer lige nu med fordelagtige afskrivningsregler i solcelleanlæg. Blandt andre Rødding Højskole, hvor solen via et solcelleanlæg fra SE stråler til glæde for miljøet og bundlinjen


Mads Rykind-Eriksen, forstander på Danmarks ældste højskole, Rødding Højskole, glæder sig over en af de nyeste investeringer på skolen, solcelleanlæg. Anlægget, der giver billigere energi og understreger skolens grønne profil, er monteret, så de skæmmer de historiske bygninger mindst muligt.

Om kort tid indvier Rødding Højskole ombygningen af skolens gamle stald- og ladebygning. Dermed rykker kommende elever ind i nogle af landets mest moderne og inspirerende undervisningslokaler tegnet af arkitektparret Frank Maali og Gemma Lalanda og gjort mulig med en donation på 20 mio. kr. fra A.P. Møller Fonden.

Samtidig kan alle lune sig ved tanken om den miljøvenlige energi, som solen over Rødding sikrer både den nye og gamle del af den velrenommerede højskole. Mens salget af solcelleanlæg til private nærmest er eksploderet gennem de senere år, har erhvervsliv og institutioner i Syd- og Sydvestjylland nu også fået øjnene op for fordelen ved solceller. Den udvikling mærker regionens største leverandør af solcelleanlæg, SE, også.

- Mens støtteordningerne er ved at løbe ud, så kan liberalt erhverv og institutioner stadig med stor fordel investere i solcelleanlæg. Blandt andet betyder 115%  afskrivningsreglen og et højt eget forbrug af strøm, at tilbagebetalingstiden er attraktiv, siger Susanne Kamp Nielsen, chef for SE’s Energisalg Erhverv.

Økonomi og ikke mindst besparelsen på udgifterne til energi var et vigtigt parameter for Rødding Højskole, da man i forbindelse med ombygningen også valgte at omlægge til solcelleenergi. 

- Men vi vil først og fremmest gerne signalere ansvarlighed og miljøbevidsthed. Det er naturlige værdier for en højskole som vores, siger forstander Mads Rykind-Eriksen, Rødding Højskole.

Solcelleanlægget skal fremover dække en tredjedel af højskolens el-energi, og med et såkaldt klimalån i Merkur Bank var finansieringen af anlægget fra begyndelsen på plads. Klimalånet blev ligeledes brugt til at investere i udskiftning af en række af skolens ældste vinduer i forlængelse af skolens klimastrategi og grøn profil. Den største udfordring var placeringen af solcelleanlægget. Tagkonstruktionen på de renoverede bygninger var ikke optimal i forhold til garanti for monteringen. I stedet blev det 125 m2 store anlæg placeret på elevfløjens tegltag.

- Vores oprindelige krav til arkitekterne var, at solcelleanlægget skulle falde så naturligt ind i byggeriet som muligt. Med placeringen på den gamle elevfløj er det nu gemt helt af vejen, så det er endnu bedre, siger Mads Rykind-Eriksen.

At valget af leverandør faldt på SE, var der ifølge forstanderen flere årsager til:

- For det første pris og kvalitet. Det gælder også i forhold til sikkerhed for service og for, at leverandøren også eksisterer i fremtiden. Tillid er vigtigt for os, siger Mads Rykind-Eriksen.

For yderligere kommentarer kontakt:
Susanne Kamp Nielsen, Chef – Energisalg Erhverv,  SE,T: 24 41 09 05, Mail: sukn@se.dk

Fakta:
Solcelleanlægget på Rødding Højskole er på 124 m2.

Det rummer:
• 97 stk. SE 200 Wp solcellepaneler - i alt 19,4 kWp
• 2 stk. Danfoss-invertere, som passer til anlægget

Anlægget forventes at producere 18.576 kWh/år.
Det er monteret på ældre tegltag, men kan monteres på alle mulige andre tagtyper - også flade tage.


 

SE er et af landets største el-selskaber og udbydere af lynhurtigt fibernet. Vi er et moderne og åbent selskab - med kort vej til dig som kunde. Vi er et andelsselskab, så alle der bor i vores forsyningsområde, og har en el-måler fra os, er andelshavere – og dermed medejere af SE. At hovedparten af vores kunder er vores medejere, er et omdrejningspunkt for hele vores tankegang. I stedet for blot at tænke på overskud og profit, kan vi koncentrere os om at skabe en sund forretning til gavn for vores medejere og hele regionen.