Spar Nord Bank A/S

Spar Nord: 25 procent risiko for double dip

Pressemeddelelse   •   Jun 20, 2011 15:52 CEST

Det amerikanske Surprise Index, der opgør markedets positive henholdsvis negative overraskelser over de økonomiske nøgletal, ligger nu på det dårligste niveau siden efteråret 2008.



Risikoen for et globalt double dip er siden begyndelsen af foråret vokset markant og ligger nu på 25 procent. Det vurderer cheføkonom i Spar Nord Jens Nyholm ud fra en samlet vurdering af de seneste nøgletal for den globale vækst, som i store træk har været én stor skuffelse set i forhold til markedets forventninger.

 

- Den vigtige amerikanske økonomis evne til at leve op til markedets forventninger er styrtdykket og nærmer sig nu lavpunktet fra efteråret 2008, hvor finanskrisen tog fart. Det konstaterer Jens Nyholm med henvisning til det såkaldte Surprise Index for den amerikanske økonomi.

 

- Surprise Indexet afslører en stor kløft mellem de ellers positive forventninger til den økonomiske vækst og den reelle økonomiske udvikling. Genopretningen af den amerikanske og globale økonomi sker slet ikke i det forventede tempo, og dermed vokser risikoen for et tilbagefald – et såkaldt double dip. Den risiko vurderer vi lige nu til cirka 25 procent mod kun 5 procent i begyndelsen af foråret, uddyber Jens Nyholm.

 

Ikke flere skud i bøssen

De tilsvarende Surprise Index for henholdsvis Europa, Asien og Emerging Markets bevæger sig ligesom den amerikanske ditto også i nedadgående retning. I den forbindelse hæfter Jens Nyholm sig ved, at indekset for Emerging Markets netop er dykket i minus – for første gang i et år – så også her skuffer nøgletallene markedets forventninger.  

 

- Væksten i Asien og Emerging Markets er også begyndt at skuffe, og det sår tvivl om, hvorvidt lande som Kina og Brasilien nu også er i stand til at trække USA og Europa ud af krisen, forklarer Jens Nyholm.

 

- USA og Europa har begge sænket renten til rekordlave niveauer og oparbejdet en gigantisk offentlig gæld for at kick-starte væksten. Derfor er det lige nu altafgørende, at det stimulerede opsving i USA og Europa bliver til et selvbærende og robust opsving. For hvis ikke det sker, er der reelt ikke flere skud tilbage i bøssen til at hjælpe økonomien i gang, fortsætter han.

 

Vær forsigtig

I forlængelse af Jens Nyholms vurdering af risikoen for et globalt double dip maner han til forsigtighed, så længe double dip-risikoen er aktuel.

 

- Med den voksende risiko for et double dip kan vi kun opfordre til stor forsigtighed på fx aktiemarkedet, der selvsagt ikke går ram forbi, hvis det forventede opsving udebliver, lyder det fra Jens Nyholm.

 

Om Spar Nord

Med 280.000 kunder og cirka 1.500 medarbejdere er Spar Nord Koncernen blandt de største banker i Danmark. Siden 2002 har Spar Nord åbnet 18 nye lokale banker og tilkøbt ni filialer fra andre pengeinstitutter, og i dag har Spar Nord i alt 69 lokale banker fordelt over hele landet. Spar Nord ejes af mere end 110.000 aktionærer.

 

For yderligere oplysninger se: www.sparnord.dk



Kontaktinformation:

Pressechef Leif Lind Simonsen, Spar Nord. Tlf.: 2527 0330, e-mail: lsi@sparnord.dk