Art Attack ApS

SPARTA!

Pressemeddelelse   •   Feb 10, 2014 11:03 CET

SPARTA! Af Benjamin Kitter (Vinder af Dramatisk Debut 2014)

”Vi er sat her på Jorden for at hjælpe andre…Hvad de andre er her for, det aner jeg ikke”

(W.H. Auden)

Herbert og Lilly har opfyldt deres gamle drøm om at tilbringe livets efterår i en lille by, i Provence. Han er gået på efterløn efter 30 år som gymnasielærer, og hun har tilbragt lige så mange år som hjemme-gående, på førtidspension. Der er ikke længere noget, der forhindrer dem i at leve drømmen ud.

Hjemme i Danmark efterlader de to voksne sønner. Den yngste, Sebastian, har tilbragt de sidste 20 år på en institution for autister, og den ældste, Elias, er gift med sin Mette og har to børn. Elias har kastet sig over politik, og er netop blevet folketingskandidat for et parti, hvis holdninger ligger langt fra Herberts selvbillede. 

Herbert og Lilly har fundet sig til rette i det franske, og den store dag oprinder. Drengene kommer på besøg. Lilly havde i første omgang ellers kun inviteret Elias, men Herbert fik bestemt at Sebastian også skulle med.

Herbert må erkende at livet ikke har formet sig som han ønskede, og måske heller ikke kommer til det. Han trænges op i en krog, og mens han i stigende desperation leder efter sit livs gerningsmand, fødes tørsten efter at tage sagen i egne hænder. Varmen hærger i landskabet, sønnerne banker på døren, Tour de France-feltet nærmer sig, og efter 60 års tilløb er Herbert endelig klar til at træffe en selvstændig beslutning.

Stykket følger den lille families tragiske vej mod det uundgåelige. De stærke følelser lurer lige under overfladen, hvor alt ellers umiddelbart ånder fred og idyl.

”SPARTA!” er skrevet af Benjamin Kitter, vinderen af Teater V’s store dramatikerkonkurrence ”Dramatisk Debut 2014”. Benjamin er uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole i 2005. At han nu også kan kalde sig dramatiker og får professionel debut på Teater V har kun givet ham endnu mere blod på tanden til at fortsætte skriveriet. Historien ”SPARTA” har længe ligget og summet i hans hoved og fra tanke til papir tog det kun Benjamin ganske kort tid at få det hele skrevet ned. Nu glæder han sig til at følge processen på tæt hold, og se sin historie få liv på scenen.

Urpremiere d. 23. februar 2014 på TEATER V, Prøvehallen, Porcelænstorvet 4, Valby. Forestillingen spiller 23. februar til 23. marts 2014. Ons – fre. kl. 20, lør. kl. 17 & søn kl. 15.

Medvirkende: Kristian Halken, Ditte Gråbøl, Carsten Bjørnlund & Brian Hjulmann Manuskript: Benjamin Kitter Instruktion: Frederik Arntzen Neergaard Scenografi: Louise Beck

For yderligere informationer venligst kontakt: Lena Hedegaard, presseansvarlig, mobil: 20 33 75 07  E-mail: lena@teater-v.dk

Billetbestilling; 70 20 20 96 eller via www.teaterbilletter.dk - Læs mere på www.teater-v.dk


Art Attack ApS arbejder med PR, Markedsføring & Relations opgaver