Dansk Byggeri

Spinkel fremgang i byggeriet i juli

Pressemeddelelse   •   Sep 06, 2010 10:15 CEST

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at der er en fremgang i omsætningen i bygge- og anlægsbranchen fra juni til juli

I juli måned var den indenlandske omsætning på 14 mia. kr. I forhold til juni er det en stigning på knap 5 procent. For 2010 er omsætningen dog indtil videre 17 procent lavere end i 2009.   

- Med den stigning, der var i omsætningen i bygge- og anlægsbranchen i juli måned, er vi nu oppe på fem måneder i træk, hvor der har været fremgang i omsætningen, siger Andreas Fernstrøm, chefkonsulent i Dansk Byggeri og fortsætter:   

- Vi skal dog huske på, at omsætningen indtil videre i 2010 ligger hele 17 procent under den tilsvarende periode i 2009. Især i starten af året, var omsætningen markant lavere – til dels som følge af den hårde vinter. Den fremgang, vi nu ser, kan omvendt – for en vis andel - henregnes til det arbejde, der blev udskudt over vinteren.   

I Dansk Byggeri glæder man sig naturligvis over et hvert tegn på fremgang, men byggeriets situation er fortsat kritisk, og Dansk Byggeri har på den baggrund foreslået et svensk-inspireret byggefradrag, som skal gives til energimæssige forbedringer af bygninger.   

- Hvis man indfører et skattemæssigt fradrag, i stil med det Dansk Byggeri har foreslået, slår man flere fluer med samme smæk. Man får energirenoveret bygninger, så Danmark får lettere ved at leve op til de opsatte energimål, man får sparket markedet for energirenovering i gang og øget beskæftigelsen i den trængte byggesektor. Samtidig er det et forholdsvist billigt fradrag for staten, da ordningen et godt stykke ad vejen vil finansiere sig selv, slutter Andreas Fernstrøm.       

Kontakt
Chefkonsulent Andreas Fernstrøm, Dansk Byggeri, på telefon 21 26 66 34 
Pressechef Mogens Hjelm på telefon 40 29 92 32