TUI Danmark

Star Tour er blevet større og stærkere uden prisstigninger

Pressemeddelelse   •   Nov 23, 2010 09:29 CET

Star Tours resultat for regnskabsåret 2009/10 blev yderst tilfredsstillende, trods finanskrisens efterdønninger. 
Resultatet før skat blev på 72,6 mio. kr. mod 51,6 mio. kr. året før. Altså en forbedring på ca. 40 %, og indtjeningen er nu igen på niveau med før finanskrisen.

Uden at hæve priserne på rejser lykkedes det Star Tour at runde rekordstore 1 mia. kr. på omsætningen. Juli måned 2010 blev den bedste i rejsearrangørens historie målt på netop antal kunder og indtjening.

- Der er overvejende tre hovedårsager til vores gode resultat: 40 procent af vores kunder rejste i sommer til et af vores egne Blue hoteller, og det er flere end nogensinde. Vi har 65 procent af chartermarkedet til Thailand, og er den eneste arrangør der flyver non stop charter dertil også i sommerperioden, og så har vi oprustet voldsomt i Jylland, hvor vi bl.a. er begyndt at flyve fra Århus Lufthavn og er blevet markedsleder i Aalborg, fortæller Birthe Madsen, administrerende direktør i Star Tour.

Har ikke hævet priserne på rejser
Da finanskrisen var på sit højeste valgte Star Tour at skære ned på antallet af udbudte rejser for at undgå store tab. Med sommersæsonen 2010 skruede man op for kapaciteten igen, og i regnskabsperioden har Star Tour sendt 227.000 på ferie mod 209.000 året før. Mange af de 18.000 flere kunder valgte især rejsearrangørens egne populære hoteller for familier og par i Grækenland og Tyrkiet, der tog imod flere feriegæster end tidligere år. Priserne har Star Tour holdt på samme niveau som året før.

- Star Tour er den foretrukne rejsearrangør for danskere, der rejser på ferie fra Københavns Lufthavn. Her vælger ca. hver fjerde at rejse med os. Vores mål er, at vi ligeledes vil være jydernes foretrukne rejsearrangør, og vores kraftige øgning fra alle tre lufthavne i Jylland har selvfølgelig været medvirkende til flere kunder totalt, siger Birthe Madsen.

Star Tour er en del af den nordiske Fritidsrejser gruppen
Den nordiske Fritidsrejser gruppen har opnået sit bedste resultat i firmaets historie på 692 mio. svenske kr.