STARK

​STARK udvider i Grønland med sjette byggecenter

Pressemeddelelse   •   Jan 21, 2016 15:37 CET

Med udsigt til fortsat vækst i byggeriet på Grønlands østkyst har STARK netop slået dørene op for et nyt byggecenter i byen Tasiilaq. ”Der sker meget på den grønlandske østkyst i de kommende år med udvidelser af infrastrukturen og etablering af lufthavne i bl.a. Tasiilaq. Derfor er det vigtigt for os at være lokalt til stede med service, rådgivning og materialer,” forklarer adm. direktør for STARK Kalaallit Nunaat A/S, Poul Erik Nørnberg.

Over de næste 3-4 år skal infrastrukturen på Grønlands østkyst udvides. Ikke mindst er der udsigt til opførelse af nye lufthavne bl.a. i byen Tasiilaq, ligesom der er en generel trend mod, at væksten koncentreres omkring byerne. Derfor har STARK nu åbnet sit sjette grønlandske byggecenter netop i Tasiilaq.

- Der sker meget inden for byggeriet på den grønlandske østkyst, og det er på den baggrund naturligt for os at udvide med et nyt byggecenter. For os er det vigtigt at være lokalt til stede med service, rådgivning og materialer til gavn for de mange lokale professionelle håndværkere og private kunder. Vi ønsker at være tæt på kunderne, forklarer adm. direktør for STARK Kalaallit Nunaat A/S, Poul Erik Nørnberg, om baggrunden for åbningen af det nye byggecenter.

Stort rykind på åbningsdagen
Byggecenteret i Tasiilaq slog dørene op d. 11. januar 2016, og allerede fra morgenstunden var der kø langt ud på gaden. Tasiilaq, der huser godt 2.000 indbyggere, rummer i forvejen kun få andre butikker, så åbningen af et nyt byggecenter var lidt af et tilløbsstykke.

Det store rykind fortsatte hele formiddagen, hvor der også inde i byggecenteret var kø til de mange åbningstilbud. Og da dagen var vel overstået, kunne medarbejderne med tilfredshed konstatere, at kasseapparatet havde klinget intet mindre end 160 gange.

- Vi har kun hørt positivt om det, at vi åbner butik i Tasiilaq. Det er meget begrænset, hvad der er af butikker i byen i det hele taget. Indtil videre er vi kommet godt i gang, men vi skal også lære byen og kunderne at kende. Når vi hen over forår og sommer får tilpasset sortimentet, så tyder alt på, at det nok skal blive en succes, fortæller salgsdirektør for STARK Grønland, Mads Peter Madsen.

Skal klare sig 7 mdr. om året uden forsyninger
Det er dog ikke uden udfordringer at drive byggecenter på den grønlandske østkyst: Tasiilaq må nemlig som såkaldt lukketvandsby klare sig selv uden forsyninger udefra syv måneder om året. Det skyldes, at sejlruterne til byen kun er åbne fra juni til november.

STARK byggecenteret skal derfor planlægge lageret godt, så man undgår at løbe tør for materialer i den periode, hvor der er lukket for indsejling af nye leverancer. Men, som Poul Erik Nørnberg understreger, er det noget, som STARK allerede har mange års erfaring med:

- Flere af vores byggecentre heroppe ligger i lukketvandsbyer, og vi har desuden en god viden om de lokale forhold, logistikken og markedet heroppe at trække på. Der er ansat en lokal butikschef, Poul Bach, med kendskab til både branchen og de lokale forhold. Han har gennem en årrække været bosat med familien i Tasiilaq, og sammen med endnu en lokal medarbejder står han klar til at servicere de lokale kunder. Jeg er derfor overbevist om, at det nye byggecenter nok skal blive en succesfuld samarbejdspartner, der kommer til at yde god hjælp til kundernes byggeprojekter, store såvel som små, slutter Poul Erik Nørnberg af.

Fakta om Tasiilaq:

  • Tasiilaq betyder “stedet der ligner en sø” (pga. fjordens form).
  • Byen er den største på østkysten med en befolkning på ca. 2017 personer (2013) og er en af de hurtigst voksende byer i Grønland.
  • Tasiilaq, eller øen hvorpå Tasiilaq ligger, hed tidligere Ammassalik (Angmagssalik) som betyder “stedet med ammassat (lodder)”.
  • Tasiilaq ligger ca. 106 km (65,9 ml) syd for polarcirklen.

STARK er med en årlig omsætning på 6,6 milliarder kroner Danmarks største leverandør til byggeriet. Kæden beskæftiger cirka 2.600 medarbejdere og er landsdækkende med 90 byggemarkeder i Danmark og Grønland. STARK er en del af DT Group A/S, der er Nordens største distributør af byggematerialer.