BilBasen

Status quo på brugtbilmarkedet i 2013

Pressemeddelelse   •   Feb 18, 2014 08:01 CET

Omsætningen på brugtbilmarkedet var i 2013 på niveau med 2012. Der blev omsat lige under en halv million brugte biler i Danmark.

”Gennem de senere år har brugtbilomsætningen været høj i Danmark. Det skyldes især, at der er solgt rigtig mange nye biler i Danmark, og her blev der igen sat rekord i 2013, så den høje omsætning på brugtbilmarkedet er ikke nogen overraskelse,” siger Jan Lang, markedsanalytiker på BilBasen.

I alt blev der handlet 495.159 brugtbiler i Danmark sidste år, det er marginalt flere end 2012, hvor der ifølge Danmarks Statistik blev omsat 494.933 brugtbiler.

Større brugtbiler stiger i pris

Ifølge Jan Lang er markedet opdelt i to dele. De større brugtbiler har gennem de seneste par år været særligt eftertragtede, og det har medført, at priserne på en brugtbil som eksempelvis VW Touran er steget i pris.

”Danskerne køber mindre nye biler og større brugtbiler. Det skyldes primært, at bilerne efter tre års ejerskab hos leasingselskaberne kommer ud på markedet til priser omkring det halve af nyprisen, så der er mange penge at spare ved at købe en brugtbil i firmaklassen, og det har danskerne opdaget,”  forklarer Jan Lang, der fortæller, at udbuddet af de eftertragtede biler er svundet ind i de senere år, og det er med til at hæve priserne.

Mindre brugtbiler falder

Det modsatte er tilfældet for mikro- og minibilerne. Her er der gennem de seneste fem-seks år solgt et rekordhøjt antal i Danmark af modeller såsom Toyota Aygo og Chevrolet Spark. De begynder nu at komme ud på brugtbilmarkedet i stort antal, og det får priserne til at falde. Samtidig fortsætter priskrigen på de nye modeller, og det presser priserne yderligere.

”Brugtbilmarkedet for de mindre modeller er virkelig købers marked, og netop dét, at priserne falder i øjeblikket gør, at jeg forventer en høj omsætning i den del af markedet i de kommende år,” siger Jan Lang.

Fortsat delt i to

Forholdene på brugtbilmarkedet er i høj grad præget af, hvordan nybilsalget har været i de forgående år, og her tyder alt på, at markedet i de kommende par år vil være delt i to, hvor de mindre biler falder i pris, mens de større vil stige svagt eller holde et højt niveau.

konjunkturstridigt

For chefanalytiker i Spar Nord Martin Lundholm er det bemærkelsesværdigt, at markedet for minibiler i Danmark ikke drives af forbrugslyst, men af en udpræget spareiver, som generelt har kendetegnet den danske forbruger i årene efter krisen.

”Med de nye og i alle henseender billige minibiler har en del af markedet for nybilsalg så at sige revet sig løs fra konjunkturerne og lever i dag sit eget, fremadstormende liv,” siger Martin Lundholm.

Han tilføjer dog, at det relativt store værditab på minibiler kan vise sig at få betydning for den fremtidige efterspørgsel:

”Der vil helt sikkert være bilejere, som bliver overraskede over, hvor meget deres minibil er faldet i pris, og det kan anspore den rationelle bilejer til at forlænge ejerskabet og udsætte købet af en ny minibil,” uddyber Martin Lundholm.

VW fastholder føringen

Ligesom på nybilmarkedet har VW haft et godt år i 2013 på brugtbilmarkedet. Der blev omsat omkring 70.000 brugte VW-modeller, og dermed bevarer VW førstepladsen foran Peugeot, Ford, Toyota og Opel.

”VW har øget markedsandelen på brugtbilmarkedet, og med de høje nybilsalg i de senere år, især foranlediget af VW Up, så er der ikke nogen udsigt til, at VW bliver truet på førstepladsen af de andre mærker,” slutter Jan Lang.

Fakta

Omsætning, markedet for brugte biler

2012  2013

494.933  495.259

Kilde: Danmarks Statistik


BilBasen er Danmarks største bilsite med formidling af køb og salg af alle typer af biler. Hjemmesiden startede i 1998 som en internetversion af den trykte publikation Bil Markedet. I dag er BilBasen en forretningsenhed i koncernen eBay Classifieds Group med mere end 300.000 besøgende hver måned. BilBasen er indholdsleverandør af bilstof til nogle af Danmarks ledende medier inden for motorbranchen.