Kulturrejser Europa

Stigende interesse for kulturelle rejser blandt danskere

Pressemeddelelse   •   Mar 28, 2012 10:00 CEST

Hos Kulturrejser Europa tror man på, at kulturoplevelser på rejsen, er nøglen til at skabe oplevelser for den moderne, kvalitetsbevidste turist. Samtidig skaber kulturturisme økonomisk vækst og knytter frugtbare relationer på tværs af landegrænser. At kulturturismen udgør et voksende marked på verdensplan understøttes også af en OECD rapport fra 2009.

OECD fremlagde i 2009 rapporten The Impact of Culture on Tourism om kulturens betydning for turisme, og det blev heri konkluderet, at kulturturisme er et af de største og hurtigst voksende globale turistmarkeder. Den kulturelle dimension er en særdeles vigtig faktor i forhold til at gøre destinationer, regioner eller lande attraktive på det globale marked, fordi man her beskæftiger sig med produkter, som fortæller en anderledes eller unik historie om det land, man besøger. Kulturturismen fremhæver et lands særpræg, hvilket kan vise sig at være en stor fordel, når man skal begå sig på en overfyldt global markedsplads.

Et nuanceret indblik

Væksten i interessen for rejseoplevelser med kulturelt indhold er noget der mærkes tydeligt hos Kulturrejser Europa, som arrangerer rejser med dansk rejseleder til Italien, Spanien, Portugal og Frankrig. Derfor har man også valgt, at netop kultur skal være det centrale i rejsernes indhold.

”Vi har et bredt program af rejser, hvor der fx er noget for det mere traditionelle charterpublikum i de rejser vi kalder Specials, men med vores normale produkt har vi valgt at gå en anden vej. Derfor tilbyder vi netop rejser, hvor vi fordyber os i destinationens kulturelle særpræg ved at smage den lokale mad, dykker ned i landets historie og undersøger dets kunst og arkitektur – alt sammen elementer, der tilsammen giver et nuanceret billede af vores udvalgte Middelhavslandes farverige kultur”,udtaler Mikkel Krohne-Sørensen, Marketing Koordinator hos Kulturrejser Europa.

Et spørgsmål om høj faglighed og ægte passion

Udgangspunktet for at rejsebureauet kan levere kulturrejser af høj kvalitet er, at man benytter sig af rejseledere og rejseproducenter, der både har en personlig tilknytning til destinationen, og som besidder en stor faglig viden om det pågældende lands historie og kultur. Rejserne er altid skabt ud fra rejselederes kulturelle interesser og faglige kompetenceområder, hvilket betyder, at gæsterne møder enormt engagerede og entusiastiske rejseledere, der brænder for at formidle deres viden.

Vi har fx rejser, hvor vi fordyber os i ét gennemgående tema, såsom rejsen ”Arkæologiske perler i Amalfikystens baghave”, hvor rejselederen er uddannet arkæolog og teaterhistoriker. Her forenes netop turisme og kulturoplevelser på fineste vis, hvilket vi tror, skaber helt unikke rejseoplevelser”, siger Mikkel Krohne-Sørensen, da vi beder ham om at give et eksempel på en rejse, hvor rejselederens faglighed spiller en rolle.

Turisme med omtanke

Èn ting er, at det giver en stor økonomisk gevinst for et land, at der er en stigende gennemstrøm af turister, en anden ting er, at det kan skade den lokale kultur, miljøet og naturen. Hos Kulturrejser Europa mener man, at kulturturismen kan hjælpe til at udvikle områder af et land på en måde, hvor der samtidig tages hensyn til de lokale traditioner, og hvor kulturelle særpræg rent faktisk styrkes og bevares. Det handler om at rejsebureauet, rejseproducenterne og gæsterne har en holdning til, hvordan man gebærder sig, når man færdes i områder, som har en kulturel værdi for det land man rejser til.

”Vi har oplevet en markant vækst i salget af vores kulturrejser, og det har givet os anledning til at tænke over, hvordan vi som virksomhed vil forholde os til kulturturisme i de lande vi har rejser til”, afslutter Mikkel Krohne-Sørensen

*Billedetekst [topbillede]: De romerske ruiner i Pompeji er et af de mest eftertragtede kulturrejsemål i verden og Pompeji bliver disse år også støttet massivt med EU midler.

Kulturrejser Europa arrangerer rejser til Italien, Spanien, Portugal og Frankrig med dansk rejseleder. På rejserne er der fokus på berigende kulturelle oplevelser, hvor de enkelte landes kultur, historie og gastronomi spiller en afgørende rolle i rejsernes indhold.