Falk Lauritsen Rejser

Stor charternyhed: Caribien rykker tættere på Danmark

Pressemeddelelse   •   Feb 04, 2013 10:57 CET

Drømmen om en bountyferie med palmer, kridhvide strande og latinamerikanske rytmer på promenaden kan blive opfyldt for mange, når Falk Lauritsen Rejser som det første selskab herhjemme tilbyder charterrejser direkte fra Billund til Den Dominikanske Republik.

Ved årsskiftet foretog Falk Lauritsen Rejser en stor undersøgelse, der sammenlignede mere end 2.000 gæsters rejseplaner for 2013 med deres hedeste rejsedrømme.

Langt de fleste deltagere i undersøgelsen havde bestilt rejser til Sydeuropa eller gik med planer om det – men mere end tredjedel drømte i virkeligheden om at holde ferie i Caribien.

Inden længe får rigtig mange danskere meget lettere ved at realisere drømmen, for Falk Lauritsen Rejser præsenterer nu som det første danske rejsebureau Den Dominikanske Republik som charterrejsemål direkte fra Billund og naturligvis med dansk rejselederservice.

Bountyferie til overkommelig pris
”Det er med stor glæde, at vi nu får Den Dominikanske Republik på programmet, og med priser helt ned til 10.998 for 14 dage inkl. hotel og fly, er den caribiske drøm for alvor kommet inden for rækkevidde. Det koster faktisk ikke meget mere end en tilsvarende ferie på en af de kanariske øer”, udtaler direktør Søren Falk Lauritsen og fortsætter:

”Den Dominikanske Republik er et fantastisk spændende rejseland. Her er billedsmukke strande, et frodigt bagland med laguner og mangroveskove samt dejlige byer med smukke kolonistilsbygninger, en afslappet lokalbefolkning og restauranter der serverer kreolermad og alt godt fra havet”, fortæller Søren Falk Lauritsen.

Billetter er sat til salg
Falk Lauritsen Rejser flyver direkte til Den Dominikanske Republik hver 14. dag med start i december 2013.

Der er afrejse hver lørdag eftermiddag og hjemrejse om aftenen kl. 22.20, så man kan sove i flyveren og ankomme kl. 12.30 om søndagen i Danmark. Hotellerne ligger i Puerto Plata, Cabarete, Costa Dorada samt Playa Dorada, og på flere af hotellerne tilbydes der All Inclusive.

De første rejser til Den Dominikanske Republik er allerede sat til salg, oplyser Falk Lauritsen Rejser.

For yderligere informationer kontakt Søren Falk Lauritsen på 2128 5433


Falk Lauritsen Rejser har rødder tilbage til 1967, hvor familien Falk Lauritsen for første gang sendte feriegæster til den spanske ferieø Mallorca. I 2011 og 2012 er Falk Lauritsen blevet kåret til Danmarks bedste charterbureau. I 2013 forventer selskabet at sende ca. 80.000 danskere syd på til sol- og badeferie.