Dagrofa

Svanemærket discount kommer til Vejle

Pressemeddelelse   •   Aug 21, 2015 11:58 CEST

Discountkæden KIWI åbner den 29. august sin første butik i Vejle. Centralt placeret i Nørremarkscenteret bliver butikken udstyret med KIWIs nyeste butiksløsninger, som bl.a. betyder, at butikken bliver den første Svanemærkede butik i byen.

Efter længere tids søgen har discountkæden KIWI fundet de helt rigtige butikslokaler i Vejle. Derfor åbner den fremstormende dagligvarekæde nu sin første discountbutik i byen. Det sker lørdag den 29. august, hvor butikschef Morten Skou sammen med butikkens øvrige personale slår dørene op til en festdag allerede kl. 7.00.

Den nye KIWI-butik i Vejle giver for første gang forbrugerne muligheden for at få alle de fordele, som KIWIs kundekort, KIWIkort, giver. Det gælder bl.a. 20 procent rabat på al frugt & grønt og for børnefamilierne er hver fjerde pakke Libero-bleer gratis.

Og så byder den nye discountbutik i Vejle også på KIWIs nye convenience-koncept med to-go produkter som kaffe, ready-to-eat pastaretter, salater og sandwichs samt et udvidet sortiment af kolde drikkevarer. Dertil kommer kædens spotvarekoncept med interessante og sjove fund til hjemmet.

”Vi ser frem til endelig at kunne åbne en butik i KIWIs og min egen hjemby Vejle, kun få kilometer fra vores hovedkontor. Butikken har en ideel placering, så jeg håber og tror, at den bliver et dagligt omdrejningspunkt for rigtig mange vejlenseres indkøb. Samtidig betyder den korte afstand til hovedkontoret, at vi kan bruge butikken til at teste nye idéer og koncepter af hurtigt og let. Det bliver en fordel for os og en fornøjelse for kunderne”, siger Carsten Hansen, kædedirektør i KIWI.

Den nye butik er udstyret med KIWIs nyeste butiksløsninger. Herunder kædens energivenlige kølemontre og en løsning, der anvender overskudsvarme til opvarmning af butikken. Energiløsningerne har sammen med kædens indsats omkring affaldssortering og -håndtering samt det store udbud af allergivenlige og økologiske varer sikret KIWI Vejle det nordiske miljømærke, Svanemærket.

Med åbningen af KIWI-butikken i Nørremarkscenteret i Vejle har den grønne discountkæde 99 butikker i Danmark. KIWI fortsætter dog jagten på gode butiksplaceringer og planlægger en stribe åbninger resten af året. Se mere på kiwi.dk.

Yderligere information

Kontakt kædedirektør i KIWI, Carsten Hansen, mobil 2541 2650.

Om KIWI

KIWI er danskernes nye, lokale discountbutik. I dag findes 99 KIWI discountbutikker i Danmark – herunder Danmarks største discountbutikker, KIWI Bøsbrovej i Randers og KIWI Friheden i Hvidovre. Som den eneste discountkæde har KIWI flere butikker, som bærer det nordiske miljømærke, Svanemærket. De første KIWI-butikker åbnede i 2008 i Jylland og på Fyn. Virksomheden er ejet af Dagrofa og beskæftiger ca. 2.400 medarbejdere i Danmark. Som et særligt tilbud i discountmarkedet har KIWI et fordelsprogram med KIWIkort. Læs mere: www.kiwi.dk.

Dagrofa koncernen er en af Danmarks største virksomheder indenfor fødevarer og omsætter for godt 19 milliarder om året og beskæftiger ca. 7.000 ansatte i Danmark og Grønland. Koncernen har tre forretningsområder; detail, grossist og foodservice. Indenfor detail er der to profilhuse KIWI og KøbmandsHuset, der består af Danmarks nye fødevaremarked MENY, Min Købmand og Let-køb. SuperGros er vores grossistforretning og er Danmarks største. Foodservice Danmark sælger fødevarer til kantiner, kiosker, cafeer og hoteller og er førende på markedet. Dagrofa driver derudover også Grønlands ledende detailkæde Pisiffik.