Region Hovedstaden

Syddanmark og Hovedstaden vil samarbejde om avanceret behandling

Pressemeddelelse   •   Jun 07, 2011 11:38 CEST

Odense Universitetshospital vil fremover samarbejde med Rigshospitalet, når syddanske patienter skal have højt specialiseret behandling.

Regionsrådsformændene Vibeke Storm Rasmussen (Hovedstaden) og Carl Holst (Syddanmark) underskrev 1. juni 2011 en samarbejdsaftale om højt specialiseret behandling

Samarbejder om patienter, som ikke kan behandles i Odense
Region Syddanmark og Region Hovedstaden indgår en samarbejdsaftale om behandling af patienter, der kræver højt specialiseret behandling. Det drejer sig om patienter, som ikke kan behandles på Odense Universitetshospital, fordi behandlingstilbuddet ikke findes der. 

Behandlingstilbud skal fastholdes inden for landets grænser
- Med aftalen sætter vi i Syddanmark en tyk streg under, at Rigshospitalet er nummer et hospital i Danmark, når det gælder behandlingen af de mest specielle sygdomme. Et stærkt sygehus i hovedstaden er den bedste garanti for at patienterne får den bedste behandling her i landet i stedet for at skulle rejse udenlands, siger regionsrådsformand i Region Syddanmark, Carl Holst (V). 

Aftalen sikrer hjælp fra landets dygtigste eksperter
- Ved at samle kræfterne på Rigshospitalet sikrer vi, at også syddanske patienter får hjælp fra de dygtigste eksperter på et dansk sygehus, siger Carl Holst. 

Frugtbar alliance om forskning og udvikling
Vibeke Storm Rasmussen (S), formand for Region Hovedstaden: 

- Dagsordenen er at tilbyde så mange patienter som muligt den nyeste og bedste behandling - uanset om de bor i hovedstaden eller i Region Syddanmark. Vi ser frem til en yderst frugtbar alliance mellem hospitalerne, hvor vi samarbejder tæt om forskning og udvikling på tværs af regioner.

Rigshospitalet som nationalt kraftcenter 
Rigshospitalet vil med samarbejdet styrke sin position som national kraftcenter for de mest avancerede sundhedsydelser og dermed sætte hospitalet i en gunstig situation i såvel den nationale som den internationale konkurrence 

Danmark står med aftalen stærkere i den internationale konkurrence
- Med samarbejdet får Rigshospitalet styrket sin position, og dermed står også Danmark stærkere i den internationale konkurrence fremover, siger Vibeke Storm Rasmussen (S). 

Avanceret kræftkanon bør placeres på Rigshospitalet
Politikerne på Christiansborg er netop blevet enige om at finde penge til en avanceret kræftkanon, der skånsomt og effektiv behandler kræftknuder. 

- Som jeg tidligere har slået til lyd for, synes jeg at Rigshospitalet må være det rette sted at placere sådan en ny kræftkanon, siger Carl Holst. 

Kræftramte børn og patienter med specielle former for blodkræft tilgodeses af aftalen
De syddanske patienter, der fremover skal behandles på Rigshospitalet, er patienter med meget sjældne sygdomme – for eksempel patienter, der lider af specielle former for blodkræft eller børn, der er ramt af en kræftsygdom. 

Dele af behandlingen kan stadig foregå i Odense
Det er tanken at udvikle samarbejdsmodeller, så kun dele af behandlingen foregår på Rigshospitalet. Andre dele af behandlingen kommer til at foregå på Odense Universitetshospital (OUH). 

Samarbejde om kortere ventetider er også i spil
Det er også en del af aftalen, at Rigshospitalet og OUH indenfor de specialer, som begge sygehusene har, hjælper hinanden og stiller kapacitet til rådighed, så ventetiden bliver så kort som muligt. 

Forskningen og uddannelse skal styrkes 
Både Rigshospitalet og OUH har store ambitioner i forhold til forskningen. På de behandlinger, som begge sygehuse foretager, skal der derfor oprettes et samarbejde som styrker sygehusene og gavner patienterne. 

Udveksling af speciallæger skal understøtte højt specialiserede funktioner
På tilsvarende vis er begge hospitaler meget store uddannelsesinstitutioner. Der nedsættes en arbejdsgruppe, som skal se på, hvordan man udveksler personale og kompetencer - herunder særligt hvordan man udveksler speciallæger for at understøtte de højt specialiserede funktioner. 

Aftalerne underskrives senest 1. juli 2011 og udløber i 2014. 

Yderligere informationer: 

  • Regionsrådsformand Vibeke Storm Rasmussen, Region Hovedstaden, via pressevagten på mobil 70 20 95 88.
  • Regionsrådsformand Carl Holst, Region Syddanmark, mobil 40 32 52 10
  • Koncerndirektør Svend Hartling, Region Hovedstaden via pressevagten på mobil 70 20 95 88
  • Sundhedsdirektør Jens Elkjær, Region Syddanmark, mobil 29 46 71 25

LÆS HELE AFTALEN

Aftale om strategisk samarbejde om højt specialiserede behandlinger mellem Region Syddanmark og Region