Region Syddanmark

Syddanske virksomheder søger EU-støtte

Pressemeddelelse   •   Feb 09, 2011 06:42 CET

For at få skabt flere innovative, fremtidssikre arbejdspladser har Det Syddanske Bruxelles-kontor kørt et pilotprojekt med det formål at få flere syddanske virksomheder til at søge EU-finansierede forsknings- og udviklingsprojekter.

Håbet var at få fire syddanske virksomheder til at sende en ansøgning af sted, men det endte med, at hele otte virksomheder søgte om EU-midler.

De syddanske virksomheder har til sammen søgt om 30 mio. kr.

- Der er stort potentiale i, at syddanske virksomheder griber chancen for at søge om EU-midler. Det giver dem mulighed for at være forrest i udviklingen af innovative teknologier og finde nye markeder og forretningsområder uden for landets grænser, siger regionrådsformand Carl Holst (V).

- I sidste ende er det med til at løfte regionens konkurrencedygtighed og skabe vækst og arbejdspladser her, fortsætter han.

Styrker udviklingen

En af de virksomheder, der har sendt en ansøgning af sted, er Fermentationexperts A/S fra Bække ved Vejen. Virksomheden har søgt midler til udvikling af et unikt fodringsssystem til fjerkræ. Fodringssystemet kan sikre fjerkræet imod at blive inficeret med salmonella og campylobacter og samtidig øge fjerkræets optagelse af foderets næringsstoffer.

For virksomheden har arbejdet med at lave en EU-ansøgning blandt andet betydet et styrket internationalt netværk.

- Vi bruger mange penge på forskning og må prioritere, men vi har ikke selv 10 mio. kr. til at få omsat denne idé. Så hvis vores ansøgning går igennem, betyder det, at vi styrker vores position som markedets ledere indenfor bioteknologi i fodring af husdyr, siger direktør for Fermentationexperts A/S, Jens Legarth.

Om pilotprojektet

Det Syddanske Bruxelles-kontor har stået i spidsen for pilotprojektet, som er finansieret af Region Syddanmark.

Udover at få virksomhederne til at søge om EU-midler har pilotprojektet været med til at samle og styrke samarbejdet mellem de aktører i Syddanmark, der regionalt og lokalt i det daglige arbejder med at fremme virksomhedernes deltagelse i forsknings- og udviklingsprojekter.

Pilotprojektet har vist, hvilket potentiale der er i en målrettet og koordineret hjælp til regionens mest innovative virksomheder. På baggrund af resultaterne vil de involverede partner fortsætte samarbejdet for at sikre endnu flere EU-ansøgninger fra syddanske virksomheder.

Der forventes svar på EU-ansøgningerne i løbet af foråret 2011.

Yderligere oplysninger fås hos:
Carl Holst, regionsrådsformand i Region Syddanmark, mobil 40 32 52 10.
Rasmus Anker-Møller, EU-rådgiver hos Det Syddanske Bruxelles-kontor, telefon (+32) 2 285 40 93 
Jens Legarth, direktør for Fermentationexperts A/S, mobil 23 34 93 34.