Evenex

Tager stikket hjem med gennemsigtighed

Pressemeddelelse   •   Nov 15, 2011 16:22 CET

Med en af Danmarks største SAP-løsninger som omdrejningspunkt vil Region Midtjylland gøre det nemmere for hospitalerne at bestille produkter. Samtidig vil regionens ledelse udnytte potentialet bedre i det årlige indkøb på over en milliard kroner.

Region Midtjylland er derfor gået væk fra strategien om selv at vedligeholde samtlige leverandørkataloger. I stedet for at bruge egne ressourcer på alle leverandørkataloger, indfører regionen nu en gennemsigtig markedspladsløsning, hvor væsentlig flere indkøbskataloger bliver tilgængelige for hospitalerne direkte i SAP-systemet ved hjælp af Evenex’ teknologi.

Evenex nøgle i ny strategi
Samtidig medvirker projektet til at løfte leverandørerne op på en fleksibel, digital platform til gavn for både Region Midtjylland og deres leverandører. Leverandørerne skal fremover selv vedligeholde sine kataloger gennem brugervenlige web-skærmbilleder og automatisk integration til egne systemer.

”Vores mål er, at mest muligt indkøb skal følge indkøbssystemets processer, der bl.a. giver automatisk kontering og fakturamatch i vores økonomisystem. Derfor har vi lagt en ny strategi. Evenex’ løsning er en vigtig nøgle til, at vi kan få brugervenlige eksterne kataloger i en gennemsigtig markedsplads-løsning samt digitaliseret vores leverandører og på den måde tage stikket hjem,” forklarer Lisbeth Hoffmann Thomsen, kontorchef i Region Midtjyllands Koncernøkonomi.

Ordrer udenfor indkøbssystemet
Udfordringen har i længere tid været, at en større del af indkøbsordrerne til de ca. 25.000 medarbejdere bliver afgivet udenfor regionens indkøbssystem. Det sker dog ikke af ond vilje. Tværtimod er det et velkendt fænomen i mange organisationer, når de indkøbskataloger, man skal bruge, ikke er til at finde i systemet.

Resultatet er, at nøgleprocesser ikke bliver fulgt, at det ikke er sikkert at leverandøraftalerne bliver brugt, og at ledelsen kommer til at mangle et detaljeret overblik over deres indkøbsdata.

Skal ikke forlade SAP
Men Lisbeth Hoffmann Thomsen forventer, at den nye løsning vil betyde, at indkøbssystemet i langt højere grad bliver brugt, fordi det midtjyske hospitalsvæsen får markant flere digitale indkøbskataloger, uden at brugerne skal forlade det kendte SAP-miljø i indkøbsprocessen.

Regionen arbejder med fire mål, som den nye løsning skal være med til at sikre:

  • Opnå større digitalt indkøbsvolumen og sortiment
  • Kanalisere større dele af indkøbsprocesserne via indkøbssystemet ILM
  • Effektivisere opfølgning på indkøbsaftaler, rapportering og logistik
  • Skabe bedre datagrundlag om regionens indkøb for at opnå bedre priser

Projektet er skudt i gang og skal løbende kaste resultater af sig over de næste tre år.

/das

Om Evenex

Evenex formidler digitale transaktioner og relationer – og binder samhandelspartnere sammen i digitale netværk uafhængigt af systemer, geografi og brancher. Det giver fuld frihed til at handle, samarbejde og udveksle forretningsinformationer. Vi optimerer forretningsprocesser og forenkler integration og e-handel. Med mere end 4.000 kunder og 360.000.000 elektroniske transaktioner årligt er vi Nordens stærkeste udbyder af workflowløsninger og digitale relationer – og knudepunktet for digital samhandel.