Nørrebro Teater

TAKT OG TONE på Rialto:Teatret

Pressemeddelelse   •   Jan 15, 2016 15:33 CET

TAKT OG TONE
En kalejdoskopisk rundvisning i tidens regelsæt
Urpremiere: 5. februar 2016

Få styr på etiketten, når Rialto:Teatret og den Reumertbelønnede instruktør, Kamilla Wargo Brekling, endevender Emma Gads snart 100 år gamle bestseller i forestillingen TAKT OG TONE. Hvad må vi, og hvad må vi ikke – og hvorfor?

Er det okay at kramme sin læge? Hvad siger man til en person, der lige har mistet en af sine kære? Skal man stadig sige tak, hvorfor og hvornår?

Med TAKT OG TONE sætter vi almen dannelse og god opførsel under lup. Vi tager pulsen på takten og lytter til tonen i en undersøgelse af samvær og sociale spilleregler. Vores verden er i konstant forandring, det er menneskeheden også, så hvordan takler vi os selv og hinanden i de fælles spillerum? Er vi klædt på til at være i verden, som den ser ud i dag? Og hvad stiller vi op overfor alt det, vi ikke kender og forstår?

Ifølge Emma Gad skal man behandle sine medmennesker ud fra et godt hjerte. Men hvad betyder et godt hjerte, og hvem er vores medmennesker? Se, hvad der sker, når TAKT OG TONE tager stikprøver af, hvad det i grunden vil sige at opføre sig ordentligt anno 2016. Hvor svært kan det være?

Med venlig hilsen
Nørrebro Teater / Rialto:Teatret

FAKTA OM TAKT OG TONE

Med: Maria Rich og Peter Zandersen

Manuskript: Emma Gad og Kamilla Wargo Brekling i samspil med de medvirkende og Karina Dichov Lund
Instruktion: Kamilla Wargo Brekling
Koreografi: Karina Dichov Lund
Scenografisk konsulent: Helle Damgård

Skuespiller Peter Flyvholm har desværre måttet udgå af forestillingen på grund af sygdom

Kamilla Wargo Brekling har som instruktør modtaget to Reumertpriser ogstår bag en lang række anerkendte teater- og danseforestillinger, bl.a. Undskyld! (2005) og PIS på Det Kongelige Teater (2007), Om et øjeblik på Edison (2006), Pålæg på Husets Teater (2010), Jeg mig fuck dig på Teater Grob (2012), Slut (2010) og Spørg de voksne (2013) på Republique, Kvinde kend din krop på Mungo Park (siden 2010) samt Kvinna känn din kropp på Stockholms Stadsteater (2014). Hendes forestillinger tematiserer ofte kønnet, og undersøger gerne det moderne menneskes muligheder og umuligheder.

Maria Rich er uddannet fra Skuespillerskolen ved Odense Teater 1999. 2008-15 var hun en del af ensemblet på Mungo Park, og derudover har hun medvirket i en række film og spillet på flere af de københavnske scener. Hun har modtaget tre Reumert-priser og er blevet kåret til ’Shooting Star’ på filmfestivalen i Berlin.

Peter Zandersen er uddannet fra Skuespillerskolen ved Odense Teater 2012. Siden har han arbejdet på flere af landets teatre, bl.a. Odense Teater og Grønnegårds Teatret, samt medvirket i enkelte tv-serier, senest Drabet på DR (2016).

Spilleperiode: 5. februar – 5. marts 2016, man-fre kl. 20.00, lør kl. 16.00

Hvor: Rialto:Teatret, Smallegade 2, 2000 Frederiksberg (Nørrebro Teaters anneksscene)

Billetter: 75-225 kr. via www.teaterbilletter.dk

TIRSDAGSTANKER: Hver tirsdag i spilleperioden inviterer Rialto:Teatret til samtaler mellem teaterfolk, kunstnere og andre eksperter i foyeren umiddelbart efter forestillingen. TIRSDAGSTANKER varer ca. 40 min., og det er gratis for publikum, som under TAKT OG TONE bl.a. kan møde Lars AP fra bevægelsen Fucking Flink, instruktør Kamilla Wargo Brekling og skuespillerne, forfatter Sabine Lemire og kønsforsker Elisabeth Møller Jensen. Se hele programmet på www.rialtoteatret.dk

Pressekontakt:
Kommunikationschef Stine Bille Olander: stine@nbt.dk / 29 91 92 28

Nørrebro Teater er Danmarks største komedieteater med plads til 620 publikummer hver aften. Det ligger lunt i Ravnsborggade på Nørrebro, hvor det har ligget siden åbningen den 26. december 1886. Dengang var Nørrebro en helt ny bydel, der mest bestod af mose og marker. I dag er området som en sydende og kulørt heksegryde – den perfekte beliggenhed for et moderne teater, der præsenterer begavet humor for alle. Nørrebro Teaters repertoire består af underholdende og meningsfuldt teater, der forholder sig til tidsånden med humoren som løftestang. Siden 2015 har Mette Wolf siddet på teatrets direktørpost.

I 2009 overtog Nørrebro Teater det tidligere Rialto Teatret og Camp X i Smallegade. En overgang hed det Frederiksbergscenen, men i dag hedder teatret Rialto:Teatret (igen) og fungerer som anneksscene for Nørrebro Teater. Her er plads til op til 200 publikummer og kunstnerisk frirum til at afprøve nye formater. Rialto:Teatret ligger lige over for Frederiksberg Rådhus.