Ministeriet for Børn og Undervisning

Talentarbejdet skal ske i fællesskabet

Pressemeddelelse   •   Sep 13, 2010 12:04 CEST

"Jeg har stor sympati for, at kræfter i skoleverdenen går op i, hvordan vi også kan opmuntre og styrke de stærke elever med særlige forudsætninger. Men det skal naturligvis ske inden for lovens rammer. Regeringen vil gerne give kommunerne større frihed til at organisere deres skolevæsen. Men vi har ikke planer om at ændre på princippet om den udelte folkeskole," siger undervisningsminister Tina Nedergaard (V).

For at styrke indsatsen for de stærke elever nedsatte Tina Nedergaard for nyligt en talentarbejdsgruppe – med blandt andre Ulrik Wilbek som medlem. Gruppen forventes at kunne overrække ministeren en række ideer inden årets udgang. Tina Nedergaard har store forventninger til gruppens arbejde.

”Det er vigtigt at styrke talenterne – inden for fællesskabets rammer. Jeg er overbevist om, at det vil være til gavn for alle eleverne i klassen, hvis vi motiverer og udfordrer de dygtigste elever. Talent, motivation og engagement smitter, så når jeg derfor vil støtte talenterne i fællesskabet frem for at oprette særlige skoler, er det fordi, det vil løfte hele klassen både fagligt og socialt,” siger Tina Nedergaard.