TDC Group

TDC hjælper virksomheder mod IT-angreb

Pressemeddelelse   •   Dec 07, 2011 11:43 CET

Mange danske virksomheder er stadig sårbare over for it-angreb. Det gælder ikke mindst såkaldte DoS-angreb, der kan sætte kunder og leverandører ude af stand til at kommunikere med virksomheden. Som modtræk har TDC derfor udviklet produktet, DoS Protection, der beskytter danske virksomheder mod stadigt mere målrettede DoS-angreb fra IT-kriminelle verden over.

”De enkelte angreb er vokset i størrelse og er blevet langt mere sofistikerede end tidligere. Der er derfor behov for et produkt, der kan dæmme op for DoS-angreb,” forklarer teknisk sikkerhedschef i TDC, Lars Højberg.
 
Med et Dos-angreb kan IT-kriminelle beslaglægge en virksomheds båndbredde eller overbelaste en af virksomhedens servere og dermed afskære virksomheden fra at kommunikere med omverdenen.

Eksempler på afpresning
73 pct. af alle danske virksomheder er kunder hos TDC, og det er bl.a. på baggrund af kundeerfaringer, at TDC nu tager kampen op mod DoS-angrebene.
 
”Vi har oplevet, at erhvervskunder bliver økonomisk afpresset med DoS-angreb. De får kort og godt besked på, at hvis de ikke betaler et bestemt beløb, vil fx en server eller virksomhedens netværk blive udsat for et DoS-angreb. Kundekontakt og dermed indtjeningsgrundlag vil simpelthen blive lammet,” siger Lars Højberg.
 
Forskellige motiver bag angreb
Lars Højberg fortæller videre, at TDC jævnligt oplever mere eller mindre strukturerede angreb i sit netværk, og at det er alle typer virksomheder, der bliver ramt. Eneste lighedspunkt blandt ofrene er, at de er afhængige af internettet, som stort set alle jo er i dag.
 
”På verdensplan er der det seneste års tid set eksempler på DoS-angreb, der har været både politiske, religiøst og økonomisk motiverede. Og der har sågar været eksempler på hævnmotiver og for at skade konkurrenter,” fortæller Lars Højberg, der af sikkerhedsmæssige årsager ikke vil komme ind på, hvordan man sætter et struktureret DoS-angreb op.
 
DoS Protection er en netværksbaseret løsning, der beskytter kunden centralt, inden angrebet når kundens netværk.
 
 
FAKTABOKS
DoS-angreb
 – Et Denial-of-Service (DoS) angreb har til formål at sætte en bestemt server, tjeneste eller måske en hel infrastruktur ud af drift. Angrebet foregår ved, at IT-kriminelle fx overbelaster en webserver med en masse forespørgsler. Det giver lange svartider for den almindelige bruger eller sætter simpelthen serveren ud af drift.
 
DDoS-angreb – Den typiske form for DoS-angreb er såkaldte Distributed Denial-of-Service (DDoS) angreb, hvor den ondsindede trafik sendes ud fra et stort antal virusinficerede computere organiseret i såkaldte botnets.
 
Største angreb – På verdensplan har man set eksempler på DDoS-angreb på mere end 100 Gbit/s.
 
Alvorligste angreb – Et af historiens mest alvorlige DoS-angreb var politisk motiveret, da Estland som nation i 2007 var udsat for et DoS-angreb på landets infrastruktur. Her var ministerier, banker og nyhedsbureauer under angreb i flere uger.