TDC Group

TDC i samarbejde med Danske Døves Landsforbund

Pressemeddelelse   •   Mar 14, 2012 09:30 CET

Utraditionelt samarbejde mellem TDC og Danske Døves Landsforbund sigter mod at nedbryde fordomme og sætte gang i kommunikationen.

Mange hørende danskere har aldrig mødt en døv eller prøvet at kommunikere på tegnsprog, og derfor er både døve og hørende tilbageholdende med at skulle være kollegaer på de danske arbejdspladser. Derfor går TDC og Danske Døves Landsforbund sammen om en fælles event under overskriften "Kommunikation på tværs af hørelse – tør du?".

I dag er det sådan, at lige under halvdelen af døve i den erhvervsaktive alder har et arbejde. Og det bunder især i usikkerhed om kommunikation – både hos døve og hørende.

En undersøgelse som Megafon har lavet for Danske Døves Landsforbund viser, at 6 ud af 10 hørende foretrækker en kollega, der er hørende som dem selv, samt at 3 ud af 4 døve gerne vil arbejde på hørende arbejdspladser, men er bekymrede for kommunikationsvanskeligheder.

TDC og Danske Døves Landsforbund vil godt komme fordommene til livs – og derfor kan du 14. marts møde døve i fem udvalgte TDC-butikker i Danmark.

Formålet er at vise, at døve og hørende godt kan kommunikere og arbejde sammen – og at det bare er et spørgsmål om at springe ud i det.

”På arbejdspladserne er det mest den uformelle kommunikation, festerne og frokostpausen, som døve kan være bange for på hørende arbejdspladser. Men udover tegnsprogstolken, der kan tolke møder og telefonsamtaler, så er vi i dag omgivet af teknologiske løsninger, som kan gøre den uformelle kommunikation meget nemmere,” siger Birgitte Oppermann, kommunikationsansvarlig hos Danske Døves Landsforbund.

I TDC’s butikker kan kunderne prøve at kommunikere med en døv ved kampagnestanden og få forskellige tegnsprogsudfordringer:

”Med teknologier som sms, videotelefoni og chat er kommunikation mellem hørende og døve faktisk blevet meget nemmere end førhen. Rent faktisk er døve i Danmark på forkant med det teknologiske område – især når det gælder videotelefoni, som endnu ikke er så udbredt blandt hørende,” siger Benjamin Alberti, CSR-ansvarlig hos TDC. Han fortsætter:

”Vi ser dette samarbejde som en god mulighed for at give vores kunder en spændende og anderledes oplevelse, samtidig med at vi forhåbentlig kan sætte gang i nogle vigtige diskussioner."

Kontakt til DDL: Birgitte Oppermann, tlf. 21 15 13 31
Kontakt til TDC's presseafdeling: tlf. 70 20 35 12