ITX ApS

Telemarketingvirksomhed satser på NComputing virtualiseringsteknologi

Pressemeddelelse   •   Nov 29, 2010 10:18 CET

Den Århus-baserede marketingvirksomhed Storm Group har valgt at gå nye veje i forhold til at sikre computeradgang til de ansatte i en helt ny telemarketingafdeling. Som den første i branchen og en af de første i Danmark i det hele taget har Storm Group valgt at basere afdelingens it-system på amerikanske NComputings prisbillige virtualiseringsteknologi. Hele teknologien er leveret af ITX, der er eksklusiv forhandler af NComputing i Danmark.

Det særlige ved NComputing teknologien er at man kan dele en computers kapacitet mellem flere brugere, og derved udnytte den mere effektivt. Teknologien er baseret på det lidt paradoksale faktum, at standard computere i dag er så kraftige, at man ved almindeligt kontorbrug kun benytter omkring 3-5 procent af computerens regnekraft. Med andre ord en særdeles dårlig udnyttelse af hardwarekapaciteten ved en traditionel løsning. Med NComputing fordeler man computerens samlede regnekraft på op til 30 brugere, som får hver sin individuelle brugerflade. Hver bruger er forbundet til værtscomputeren via en NComputing adgangsenhed, hvortil man forbinder skærm, mus, tastatur samt eventuelle USB-enheder. Selve brugeroplevelsen er som at sidde ved en pc.

”Vi har sparet rigtig mange penge bare ved anskaffelsen, og med et strømforbrug på blot 5 watt pr enhed får vi samtidig den mest grønne it-løsning man kan forestille sig. Det bedste er at vi kun behøver at vedligeholde en enkelt fysisk maskine for at holde mere end 40 adgangsenheder kørende. Samtidig har vi fået et rigtig godt arbejdsmiljø ud af det, da enhederne er helt lydløse og ikke udleder varme”, fortæller Torben Marvin Jensen, direktør for Storm Group.

Hos ITX er der stor tilfredshed med at virksomhederne efterhånden begynder at kigge i retning af NComputing. ”Vi har svært ved at forstå hvorfor mange små og mellemstore virksomheder stadig betaler tusindvis af konsulentkroner for eksempelvis installation af operativsystem og software på deres pc’er. Derfor er det opløftende at se at flere og flere virksomheder faktisk får øjnene op for at det kan gøres langt billigere og ikke mindst enklere”, siger Steen Søndergaard, som er salgschef hos ITX.

På verdensplan er der solgt mere end 2,5 millioner NComputing enheder. På det danske marked vurderer ITX at minimum fire ud af fem arbejdspladser vil fungere problemfrit med NComputing. 

Læs mere om ITX og NComputing på www.itx.dk

http://www.itx.dk

Pressekontakt
Mads D. Larsen
60407001


ITX ApS
Anelystparken 39 C
8381 Tilst
Danmark