Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

Temperaturchok kan ødelægge elektroniske produkter på skirejsen

Pressemeddelelse   •   Feb 11, 2011 07:12 CET

Vær særlig opmærksom på risikoen for at fugtskade mobiltelefoner, spillemaskiner, dvd-afspillere og kameraudstyr på skirejsen, lyder advarslen fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Temperaturchok kan nemlig skabe kondensvand og det kan ødelægge elektroniske produkter.

Det er oplagt at tage dvd-afspillere til bilen, spillemaskiner og andre former for elektronisk underholdning med, når biler og busser triller ud på lange ture mod Europas skisportssteder.

Men når spillemaskiner, dvd-afspillere, kameraudstyr og anden elektronik flyttes fra kulden og ind i varmen, så kan der opstå kondensvand i produkterne. Det kan for eksempel ske, når man går fra kolde pister og ind i varme stuer med telefoner og kameraer i lommerne, eller når spillemaskiner og dvd-afspiller ligger i en kold bil, der bliver varmet op.

- Hvis spillemaskinen, dvd-afspilleren eller mobiltelefonen holder op med at virke på grund af fugt, så vil der sjældent være en redning at hente i reklamationsretten. Den gælder kun for fejl, som sælgeren er ansvarlig for, og sælgeren kan sjældent gøres ansvarlig for, at deres produkter bliver udsat for fugt, siger jurist i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Henrik Lundgaard Sedenmark.

Forbrugeren har et ansvar for at undgå fugtskader i produkterne

Selvom forbrugerne hverken har spildt sodavand i spillemaskinen eller har talt i mobiltelefon i snevejr, så kan fugtskaden opstå på grund af for eksempel kondensvand. Og netop fugt er ofte årsagen til, at forbrugerne taber sager i Forbrugerklagenævnet.

Forbrugerklagenævnets sekretariat har for nylig afgjort en sag, hvor nævnets sagkyndige konstaterede, at en fugtskade var årsag til, at en Nintendo var holdt op med at virke. Forbrugerne havde fortalt, at han havde efterladt sin søns Nintendo i bilen natten over, og det kan have været årsagen til, at der var trængt fugt ind i den.

- Det er ikke bare mobiltelefonerne, der bryder sammen i fugtige jakkelommer. Andre typer elektronik, som spillemaskiner, små dvd-afspillere og kameraudstyr er også udsat, hvis de bliver udsat for temperaturchock. Det vil forbrugerne ofte selv være ansvarlige for, og taber derfor hvis de klager efterfølgende, siger Henrik Lundgaard Sedenmark.

Fire måder at undgå fugt på:

  1. Undgå at tænde elektroniske produkter, før de har samme temperatur som omgivelserne og kondensvandet er fordampet.
  2. Undgå at lægge elektroniske produkter sammen med vådt eller fugtigt tøj.
  3. Undgå at opbevare elektroniske produkter i lommer, der bliver fugtige af sne eller regn.
  4. Undgå at opbevare elektroniske produkter tæt på kroppen, hvor de også kan blive udsat for fugt fra sved – for eksempel fra skiundertøjet.

Kilde: forbrug.dk

Førstehjælp til fugtig og våd elektronik:

Hvis du kan se, at skærme eller kameralinser dugger, eller hvis du på anden måde har mistanke om, at dit elektroniske produkt er udsat for fugt, så kan du muligvis redde det ved at gøre følgende:

  • Sluk produktet øjeblikkeligt.
  • Fjern batteriet og andre løsdele – eksempelvis kameralinse.
  • Læg delene på en varm radiator, så vandet både kan løbe ud og fordampe.

Kilde: forbrug.dk

For yderligere oplysninger kontakt:

Pressemedarbejder Maja Bessesen, tlf. nr. 32 66 92 04