Dansk Byggeri

Thisted Kommune er Danmarks bedste offentlige betaler

Pressemeddelelse   •   Okt 08, 2010 08:50 CEST

- Ved at kåre Thisted kommune til Danmarks bedste betaler, ønsker vi at sætte fokus på problematikken omkring offentlige betalere på en ny og lidt anderledes måde. Og jeg håber, at Thisted Kommune vil dele sine erfaringer på området, så andre kommuner og offentlige instanser kan blive lige så gode til at betale regningerne til tiden, siger Michael H. Nielsen, direktør i Dansk Byggeri, som torsdag eftermiddag var i Thisted for at overrække det synlige bevis på, at Thisted Kommune er Danmarks bedste offentlige betaler.

For sene betalinger fra offentlige og private kunder har gennem længere tid lagt stort pres på virksomhederne i bygge- og anlægsbranchen. Dansk Byggeris seneste opgørelse viser, at virksomhederne i bygge- og anlægsbranchen har over 1,3 mia. kr. udestående hos det offentlige, og at det medfører renteomkostninger for over 130 mio. kr. årligt. Et stort tal, der presser de i forvejen trængte virksomheder yderligere.

Længere tids dialog med Kommunernes Landsforening om at få mere styr på kommunernes betaling til tiden, har ikke haft den ønskede effekt. Derfor har Dansk Byggeri taget nye midler i brug, for at nedbringe antallet af ubetalte regninger. Over sommeren har Dansk Byggeri indledt jagten på Danmarks bedste offentlige betaler ved at opfordre medlemsvirksomhederne til at kontakte Dansk Byggeri, hvis de har kendskab til en offentlig myndighed - stat, region eller kommune, der formår at betale deres regninger til tiden og dermed kan virke til inspiration for andre offentlige myndigheder.

- Det er meget vigtigt for vores medlemmer, at få deres penge rettidigt. 70 procent af alle de regninger, som vores medlemmer sender ud, bliver betalt for sent og det belaster virksomhedernes økonomi ekstremt meget i disse tider, siger Michael H. Nielsen.

Økonomichef i Thisted Kommune, Mogens Kruse Andersen ser kåringen som bevis på, at Thisted Kommune er en god samarbejdspartner.

- Når vi har fået den rette pris og kvalitet til tiden fra erhvervslivet, så er det også kun ret og rimeligt, at de får deres penge til tiden. Dermed kan vi også aflive myten om, at kommunen bare hensætter regningerne fra erhvervslivet for at sikre sammenhæng i deres eget budget. I stedet viser kåringen netop, at Thisted Kommune er en loyal og troværdig organisation at arbejde sammen med, siger Mogens Kruse Andersen, økonomichef i Thisted Kommune.

Kontakt:
Michael H. Nielsen, direktør, Dansk Byggeri, mobil: 20 28 52 64
Henriette Døssing, pressekonsulent, Dansk Byggeri, mobil: 21 46 62 16
Martin Bagger Jensen, kommunikationsmedarbejder, Thisted Kommune, telefon: 99 17 17 12