Odder Kommune

Tilflyttere bliver modtaget med udstrakt hånd

Pressemeddelelse   •   Nov 21, 2016 12:52 CET

Der er stor interesse for et velkomstmøde for tilflyttere til Odder Kommune. Mødet holdes onsdag den 23. november, og der er allerede 50 tilmeldte.

- Jeg glæder mig rigtigt meget til at møde de nye borgere i kommunen og tage godt imod dem alle, siger borgmester Uffe Jensen (V).

Det er første gang, at Odder Kommune arrangerer et velkomstmøde for tilflyttere.

Borgmester Uffe Jensen byder velkommen til mødet, og derefter er det forskellige oplæg om alt det, der sker i Odder Kommune. Man kan bl.a høre mere om foreningerne og om skoler og børnepasning. Der er også mulighed for at møde nogle af de andre borgere, der er flyttet til Odder Kommune i 2016. 

- Vi vil rigtigt gerne række hånden længere frem i Odder Kommune, og med dette tiltag får jeg mulighed for helt konkret at række hånden frem til de mange nye borgere, så de alle føler sig velkomne i Odder Kommune, siger Uffe Jensen.

Han glæder sig også til at få en god dialog med tilflytterne og høre mere om, hvorfor de har valgt at flytte til Odder Kommune.

- Jeg håber, at de kan bidrage og komme med gode idéer til, hvordan vi konkret kan understøtte byrådets vision om at nå 25.000 borgere i 2025, siger Uffe Jensen. 

Odder Kommune vil fremover holde velkomstmøde for tilflyttere to gange årligt.

Mødet er onsdag den 23. november kl. 19-20.30 På Odder Bibliotek, Mejerivej 24, 8300 Odder.

Pressen er velkommen til at deltage. Kontakt borgmester Uffe Jensen (V) tlf. 26 72 05 56 eller udviklingskonsulent Martin Hauge tlf. 30 84 34 18.

Odder ligger lige i hjertet af Danmark. Kommunen strækker sig fra Horsens Fjord i syd til Norsminde Fjord og Århus mod nord. Mod vest ligger den jyske motorvej, og mod øst er Kattegat med Tunø og Samsø.

Odder Kommune er et godt tilbud til børnefamilier, og til mennesker, der gerne vil være aktive i lokalsamfundet. Vi indbyder dig til at blive en del af fællesskabet.

Besøg vores hjemmeside på www.oddernettet.dk