Ministeriet for Børn og Undervisning

Tjek lige iPad’en

Pressemeddelelse   •   Nov 08, 2011 17:42 CET

Papir, blyant og viskelæder er skiftet ud med iPad i skoletaskerne på Skovbakkeskolen i Odder, hvor 5.b er pilotklasse i et nyt projekt.

Nu håber jeg, at mange af jer har modtaget en mail fra mig på elevintra. Tjek lige på iPad’en,” siger klasselærer Jens Bak Jepsen, mens han ser ud over 5.b på Skovbakkeskolen i Odder i Østjylland.

Der går ikke lang tid, inden mange af eleverne fjerner fokus fra deres iPad og beder om hjælp.

”Jeg tager en elev ad gangen, men de hjælper også hinanden. Halvdelen af dem kan løse arbejdsopgaverne uden hjælp,” siger Jens Bak Jepsen.

De 26 elever i 5.b fik udleveret iPad’er den 1. november. De er en af to pilotklasser i Odder Kommune, der tester det nye undervisningsværktøj, inden resten af kommunens elever og lærere får udleveret deres eksemplar til januar. Kommunen er den første i Europa, hvor alle eleverne bliver undervist på iPad.

Jens Bak Jepsen hjælper eleverne på vej, så de bliver bedre til at bruge iPad’en.

Begejstrede børn

Eleverne i klassen har haft iPad’en i et par dage. Lektien til i dag var at læse et par kapitler i bogen Træl og fri og eleverne skal nu besvare spørgsmålene på deres iPad. 11-årige Asger Gunhøj Mikkelsen er glad for, at han skal lave lektier på en helt anden måde.

”Det er meget sjovere at lære med iPad’en,” siger han.

Cecilie Dalgas er enig med sin klassekammerat.

”Undervisningen er sjovere, og alt er samlet på en ting, vi bare kan hive frem fra tasken. Men det er indviklet at lære alt det nye at kende,” siger hun.

Virker med det samme

”Jeg kommer ned til dig lige om lidt,” siger Jens Bak Jepsen til en elev, der henvender sig for tredje gang.

Tre elever sidder med hænderne oppe, og fire står i kø ved skrivebordet i klassen, mens resten enten er i gang med at løse opgaven på deres iPad eller hjælpe klassekammerater.

Lærerne i Odder Kommune fik udleveret deres iPad’er før efterårsferien.. De har mulighed for at tilmelde sig kurser, hvor de bliver klogere på brugen af iPad’en. Selvom der har været meget læring til at starte med i 5.b, er Jens Bak Jepsen glad for sit nye undervisningsværktøj.

”Den virker med det samme. Programmerne er små og kan færre ting end dem til computeren, hvilket gør det lettere at overskue for både lærer og elev,” siger han.

Eleverne i 5.b bruger deres iPad til at filme små optagelser, de redigerer efterfølgende.

Fører dagbog

Når Jens Bak Jepsens arbejdsdag er slut, noterer han de gode og mindre gode erfaringer fra undervisningen på iPad’en. På den måde udrydder lærerne i pilotklasserne mange ”børnefejl”, inden resten af kommunens klasser begynder på projektet i januar.

Han er ikke i tvivl om, at undervisningen bliver bedre, når eleverne lærer iPad’en bedre at kende.

”Det minder om det, de laver derhjemme. Der sidder de jo heller ikke og skriver på papir. Nu skal vi bare have projektet op at køre,” siger Jens Bak Jepsen.