Københavns Tømrerlaug

Tømrerlaug uddeler 150.000 kr.

Pressemeddelelse   •   Nov 03, 2010 09:24 CET

Den 11. november bliver det afsløret, hvem der får Tømrerprisen på 150.000 kr. fra Københavns Tømrerlaug. Det snart 500 år gamle laug kan i år uddele prisen for anden gang.

Formålet med prisen er at belønne personer, firmaer, organisationer eller bygherrer, som har udført eller har deltaget i et byggeri, hvor trækonstruktioner indgår som en markant bygningsdel, eller hvor tømrerfaget på anden vis har spillet en afgørende rolle. Tømrerprisen kan også gives ved nytænkning og dristig arkitektur, hvor træ er hovedbygningsdelen. Det er et krav, at både håndværk og materialer er af høj kvalitet.

Københavns Tømrerlaug blev stiftet i 1515 og er med knap 200 medlemmer i dag organiseret under Dansk Byggeri.

Priskomiteens medlemmer er: Arkitekt og partner i KHR arkitekter, professor Jan Søndergaard, seniorjournalist ved Berlingske Tidende Carsten Steno, adm. direktør i Dansk Byggeri Lars Storr-Hansen, viceoldermand i Københavns Tømrerlaug Søren Larsen samt laugets oldermand Flemming Kjærgaard.

Tømrerprisen blev første gang uddelt i 2009 og gik til tømrerfirmaet Jakon og Henning Larsen Architects for opførelsen af klubhuset til The Scandinavian Golf Club på øvelsesterrænet ved den tidligere Farum Kaserne.

http://www.kbh-tomrerlaug.dk

Pressekontakt
Flemming Kjærgaard
23243880


Københavns Tømrerlaug
Søndermarksvej 13
2500 Valby