Region Sjælland

Transportminister til sjællandsk konference

Pressemeddelelse   •   Sep 20, 2010 10:06 CEST

Region Sjælland og kommunerne i regionen (Kommunekontaktråd – KKR Sjælland) holder den 25. oktober 2010 en trafikkonference med fokus på transport og mobilitet i regionen. Formålet med konferencen er at øge opmærksomheden på trafikken på Sjælland og skabe en endnu bedre tilgængelighed for borgerne.

Konferencen holdes på Hotel Frederik d. II i Slagelse. Et bredt udsnit af kommunalpolitikere, regionsrådsmedlemmer, folketingsmedlemmer, Europaparlamentsmedlemmer samt medlemmer af Region Sjællands Vækstforum er inviteret til konferencen og Transportminister Hans Christian Schmidt har allerede givet tilsagn om at deltage.

Region Sjælland og kommunernes gode samarbejde på trafikområdet har medvirket til, at Sjælland har opnået resultater – et samarbejde, der er vigtigt at fortsætte i forbindelse med de nye infrastrukturprojekter på Sjælland. En fast Femern Bælt-forbindelse og en udvidelse af jernbanen mellem København og Ringsted er to af de mange nye projekter.

- Gode trafikforhold er noget, der betyder meget for vores dagligdag. Det skal være let at komme til og fra arbejde og skole. I Region Sjælland og i kommunerne har vi stor fokus på udviklingen af infrastrukturen i regionen. Det er nødvendigt, at vi i fællesskab skaber de bedste muligheder for hele regionen, og derfor er det oplagt med en trafikkonference, hvor vi kan udvikle vores planer, siger Steen Bach Nielsen, formand for Regionsrådet.

Henrik Holmer, borgmester i Vordingborg Kommune og formand for KKR Sjælland, ser konferencen som et led i arbejdet for en region i vækst og udvikling.

- Vi arbejder for vækst i hele regionen og i alle kommuner., Derfor er det afgørende med gode trafikale forhold til gavn for borgerne og virksomhederne. Vi vil fortsætte vores indsats for en region med flere arbejdspladser, hvor blandt andet Femern Bælt-forbindelsen er en vigtig mulighed, som kan bidrage til at skabe arbejdspladser – en mulighed, vi vil udnytte, siger Henrik Holmer.

Læs mere om kommuner og regionens fælles trafikplaner ”Sjælland baner vejen” og ”Sjælland på vej mod 2030” som du kan downloade på http://www.regionsjaelland.dk/PresseOgNyt/nyheder/Sider/sjaellandbanervejen.aspx.

 

Yderligere oplysninger:

Steen Bach Nielsen
Formand for Regionsrådet 
Tlf.: 30 61 64 46

Henrik Holmer
Formand for KKR Sjælland
Tlf.: 51 51 08 96

Spørgsmål vedrørende Trafikkonferencens indhold og form kan stilles til:

René Lønnee
Fagchef Infrastruktur og Trafik
Regional Udvikling
Region Sjælland
Tlf.: 30 84 43 72