Transportministeriet

Transportministeren besøger Europa-Parlamentet i Strasbourg

Pressemeddelelse   •   Sep 08, 2010 10:38 CEST

Transportminister Hans Christian Schmidt har i dag været i Europa-Parlamentet i Strasbourg for at mødes med en række forskellige europa-parlamentarikere for at drøfte transportpolitik i EU. Transportministeren benyttede herunder også lejligheden til at møde de danske medlemmer af Europa-Parlamentet.

Transportminister Hans Christian Schmidt udtaler i den anledning:

- Jeg lægger meget vægt på, at holde mig orienteret om, hvad der sker i EU. I første halvår af 2012 skal Danmark have EU-formandskabet. Det er vigtigt, at vi kommer tidligt i gang med forberedelserne.

- EU-formandskabet bliver en kæmpe opgave – ikke mindst på transportområdet, som er et betydningsfuldt område i hele EU-samarbejdet.

- Transportsektoren er en hjørnesten i den europæiske økonomi og om noget international af sin natur. Den skaber 10 pct. af EU’s velstand målt i BNP og tegner sig for mere end 10 mio. arbejdspladser i EU. Derfor er det heller ikke mærkeligt, at op mod 20 pct. af den lovgivning EU har vedtaget i de senere år handler om transport.

- Danmark har en række mærkesager, som jeg benyttede lejligheden til at drøfte med europa-parlamentarikerne. Vi drøftede bl.a. modulvogntog, Femern Bælt-forbindelsen, trafiksikkerhed og modernisering af jernbanen.

- Det er mit indtryk, at man også i Europa-Parlamentet er optaget af disse vigtige sager. Ikke mindst modulvogntog, hvor jeg kunne spore en større forståelse for, at det kan være både miljørigtigt og reducere trængsel.