DR Kommunikation

Tredje Emmy-chance til ’Forbrydelsen’ og Sarah Lund

Pressemeddelelse   •   Okt 05, 2010 08:35 CEST

Mandag middag blev årets Emmy-nomineringer offentliggjort på et pressemøde i Cannes. Og efter det står det klart, at DR atter er med i kapløbet om dét, der bliver kaldt tv-branchens Oscar. Faktisk får seriens forfatter og ophavsmand Søren Sveistrup, seriens producent Piv Bernth og skuespilleren Sofie Gråbøl (alias Sarah Lund i serien) nu deres tredje chance for at hive en Emmy hjem til ’Forbrydelsen’.

I 2006 og 2008 var henholdsvis ’Forbrydelsen I, sæson 1’ og ’Forbrydelsen I, sæson 2’ nomineret – uden det dog lykkedes at få statuetten med tilbage til Danmark. Denne gang er det så ’Forbrydelsen II’, der er nomineret og har muligheden.

Vender tilbage efter degradering
’Forbrydelsen II’ var serien, som DR1 og DR HD sendte sidste efterår, og hvor Sarah Lund vender tilbage til opklaringsarbejdet, efter at hun har arbejdet som betjent i provinsen, efter hun var blevet degraderet fra sin stilling som vicekriminalkommissær.

I New York kommer ’Forbrydelsen II’ i konkurrence mod en japansk og en argentinsk dramaserie samt den engelske serie ’The Street’.

”Jeg er simpelt hen så glad over nomineringen – og stolt på DRs vegne. Det er fantastisk flot, at det gang på gang lykkes for DRs dramaserier både at blive nomineret og vinde. Kvaliteten er afgørende, og selvfølgelig er det vigtigst, at de danske seere kan lide, hvad vi laver. Men det er nu også fantastisk at få det internationale skulderklap, som en Emmy er,” siger kanalchef Ulla Pors Nielsen fra DR1.

Håber tredje gang er lykkens gang
Producent Piv Bernth fra DR Fiktion glæder sig selvsagt over nomineringen på seriens vegne.

”Jeg mener, at serien er moderne og ny i sit formsprog, og at den også har meget at sige i nutiden med sit krigstema og ved at spørge: Hvor meget bøjer vi demokratiet for at bevare det? Lad os håbe, at tredje gang bliver lykkens gang for ’Forbrydelsen’”, siger hun.

Den konceptuerende instruktør på serien var Kristoffer Nyholm, mens Torleif Hoppe og Michael W. Horsten har skrevet nogle af episoderne. Mikael Birkkjær, Nicolas Bro, Preben Kristen, Morten Suurballe og Ken Vedsegaard har nogle af de andre fremtrædende roller i serien.

Har noget at forsvare
DR har noget at forsvare ved årets Emmy, da serien ’Livvagten’ i 2009 fik Emmy’en for at være ’Bedste internationale dramaserie’, og også i 2002, 2003 og 2005 har DR sikret sig den. For fem år siden blev det endda både en Emmy til ’Ørnen’ og miniserien ’Unge Andersen’.