Grønlands Politi

​Truede sygehuspersonale med riffel

Pressemeddelelse   •   Nov 01, 2016 16:40 CET

Natten mellem mandag 31. oktober og tirsdag 1. november mødte en cirka 20-årig mand op på sygehuset i Tasiilaq, Østgrønland, bevæbnet med en riffel. Manden truede sundhedspersonalet på stedet med riflen, hvorefter medarbejderne på stedet flygtede fra manden og fik låst sig inde på afdelingen på sygehuset.

Politiet fik anmeldelsen om mandens trusler ved 2.45-tiden om natten, og politiet i Tasiilaq indfandt sig på stedet, hvor de afsøgte sygehuset for at se, om de kunne finde den bevæbnede mand. To betjente afsøgte også området uden for sygehuset, og her fandt de ved en kældernedgang manden, der sad sovende med riflen ved sig på et par træpaller.

Han blev anholdt uden dramatik og er sigtet for trusler på livet.

Ammunition i magasinet
Manden forklarede, at han var frustreret over sin livssituation, og at han ikke havde til formål at skade nogen, men ville skræmme personalet. Da politiet undersøgte riflen, viste det sig, at der var patroner i riflens magasin, men ikke i selve løbet.
Der blev ikke løsnet nogen skud i forbindelse med hændelsen, ligesom ingen personer blev fysisk skadet eller såret. 


Grønlands Politi er en selvstændig politikreds i rigsfællesskabet. Politikredsen er organisatorisk placeret under Justitsministeriet.

Politikredsen er opdelt i fire politiregioner, hvor opdelingen af politiet er sammenfaldende med kommunernes grænser og omfatter følgende byer:

  • Politiet i Kujataa dækker Nanortalik, Qaqortoq og Narsaq.
  • Politiet i Sermersooq dækker Paamiut, Nuuk, Tasiilaq og Ittoqqortoormiit.
  • Politiet i Qeqqa dækker Maniitsoq, Kangerlussuaq og Sisimiut.
  • Politiet i Qaasuitsoq dækker Aasiaat, Qeqertarsuaq, Qasigiannguit, Ilulissat, Uummannaq, Upernavik, Pituffik og Qaanaaq.
  • Politimesterembedet, der er placeret i Nuuk, er opdelt i tre søjler: Administrativ, operativ og juridisk. Sidstnævnte er politikredsens anklagemyndighed.

    Derudover udgør redningstjeneste (SAR - Search And Rescue) også et vigtigt element i Grønlands Politis arbejde.

    Læs mere om Grønlands Politi på denne hjemmeside: www.politi.gl

    Følg os på Grønlands Politis facebookside: www.facebook.com/gronlandspoliti

    Grønlands Politis kommunikations- og presserådgiver, Henrik Madsen, kan kontaktes via mail: hma025@politi.dk eller mobiltelefon: (+299) 53 14 48