Dansk Metal

Uambitiøs plan for arbejdsmiljøet

Pressemeddelelse   •   Sep 27, 2010 08:58 CEST

Dansk Metal er utilfreds med regeringens strategi for arbejdsmiljøet frem til 2020.

Planen er uambitiøs og styrker ikke virksomhedernes egen indsats for at skabe et godt arbejdsmiljø.

Sådan sammenfatter Dansk Metal regeringens netop fremlagte strategi ’Nye veje til et bedre arbejdsmiljø’ for arbejdsmiljøindsatsen frem til 2020.

Regeringen stiller ingen nye krav til virksomhederne. Planen drejer sig alene om Arbejdstilsynets tilsyn med en mindre del af virksomhederne, og Arbejdstilsynet vil aldrig blive i stand til at skabe vedvarende forbedringer af arbejdsmiljøet på virksomhederne i Danmark. Det kræver en hel anden indsats fra virksomhedernes ledelse og medarbejdere, og det har planen ingen bud på.

Metal efterlyser solide økonomiske incitamenter i arbejdsmiljøindsatsen.

"De virksomheder, som gør en indsats, skal have mærkbare økonomiske fordele, og de virksomheder, som er ligeglade med arbejdsmiljøet, skal betale en større del af den regning, som i dag betales af det offentlige", siger Jan Toft Rasmussen, konsulent i Dansk Metal.

Arbejdsgiverforeningerne og fagforbundene skal nu give beskæftigelsesministeren deres fælles kommentarer og forslag til regeringens forslag til handlingsplan. Det foregår gennem Arbejdsmiljørådet. Derefter bliver planen forelagt Folketinget.

"Uanset hvordan regeringens plan kommer til at se ud, vil vi fortsætte arbejdet med at hjælpe vores arbejdsmiljø- og tillidsrepræsentanter med at skabe bedre arbejdsmiljø, og vi vil fortsætte vores gode samarbejde med arbejdsgiverforeningerne om at levere redskaber, som gør det nemt for virksomhederne at skabe et godt arbejdsmiljø. Vi har ikke råd til at overlade arbejdsmiljøet til regeringen", siger Jan Toft Rasmussen.

Læs Dansk Metals gennemgang af regeringens handlingsplan her
Læs regeringens strategi her