Region Nordjylland

Udbud skal sikre lavere pris

Pressemeddelelse   •   Okt 21, 2010 10:39 CEST

Region Nordjylland udbyder en opgave med udførelse af et større antal ortopædkirurgiske behandlinger. Udbudsaftalen skal sikre, at Regionen får en samlet lavere pris, når vi henviser patienter til andre sygehuse.

Region Nordjylland udbyder 1.575 operationer i perioden 1. december 2010 til 31. december 2011 inden for det ortopædkirurgiske område. 

Udbuddet er delt op på fem delaftaler, som udbudsgivere kan vælge at byde på inden for rygoperationer, skulder-albue, knæoperationer, håndkirugi og fod-ankel kirurgi. 

Regionen forventer, at der vil ske 3.750 henvisninger, der så resulterer i de 1.575 operationer.

Når Region Nordjylland laver udbudsaftaler er den økonomiske fordel altid at sikre en samlet lavere pris end den pris, som Regionen betaler for enkelte henvisninger. 

- I stedet for at henvise enkelte patienter ad gangen til andre sygehuse, kan vi med et samlet udbud få en rabat i aftalerne, der har stor betydning for Regionens økonomi. Det sikrer samtidig, at vi kan hjælpe patienterne hurtigst muligt videre til et andet behandlingstilbud, siger Jens Winther Jensen, sundhedsfaglig direktør. 

Baseret på erfaringer med tidligere udbud inden for dette område har Regionen sat et afstandskriterium i udbuddet fra regionsgrænsen, så der max må være 100 km til forundersøgelse og 60 km til operation. Det skal sikre, at udbudsaftalerne bliver udnyttet, og patienterne ikke får så lang afstand til behandlingen. 

I udbuddet er der desuden krav til, at tilbudsgiveren skal udnytte Regionens ledige kapacitet af MR scanning, inden leverandøren selv udfører scanning.

Tilbudsfristen er sat til fredag 5. november. Beslutningen om valg af leverandører foretages af forretningsudvalget 22. november.

http://www.rn.dk

Pressekontakt
Jens Winther Jensen
96 35 11 04


Region Nordjylland
Niels Bohrs Vej 30
9220 Aalborg Øst
Danmark