Udenrigsministeriet

Udenrigsminister lene Espersens udtalelser i forbindelse med EU-kommissionens årlige status over udvidelsesforhandlingerne

Pressemeddelelse   •   Nov 12, 2010 10:07 CET

"Kommissionens årlige status over udvidelsesforhandlingerne blev præsenteret i går. Jeg må glædeligt konstatere, at processen virker efter hensigten: Med et EU-medlemskab som gulerod gennemfører kandidatlandene omfattende og også svære reformer i deres lande. Kandidatlandene - og de der gerne vil være det - tilnærmer sig europæiske standarder i forhold til både samfundsopbygning og markedsøkonomi. Det er godt for borgerne i landene. Det er godt for EU. Og det er også - må vi ikke glemme - til gavn for dansk erhvervsliv og dermed vækst og beskæftigelse. 

Der er sket positive fremskridt i forhandlingerne med Tyrkiet, men vi må også konstatere, at der er langt igen. Ikke mindst i forhold til presse- og ytringsfrihed. Det er vigtige områder. 

Jeg er glad for at se, at forhandlingerne med Kroatien er i den afsluttende fase. Vi er tæt på målet, men jeg vil dog gerne understrege, at det ikke betyder, at vi nu skal slække på kravene. Det har heller ikke Kroatien interesse i. 

Island er nyt kandidatland og allerede tæt knyttet til EU. Jeg er af den faste overbevisning, at Island hører med i EU. Det islandske udgangspunkt for at deltage i forhandlingerne er et andet end for de andre kandidatlande. Det ændrer dog ikke på, at kravene er de samme for alle."

http://www.um.dk

Pressekontakt
Jacob Warburg 
33 92 12 14


Udenrigsministeriet
Asiatisk Plads 2
1448 København K 
Danmark