Udenrigsministeriet

Udenrigsministeren fordømmer vold mod demonstranter i Mellemøsten

Pressemeddelelse   •   Feb 21, 2011 21:49 CET

I anledning af de seneste dages voldelige sammenstød mellem demonstranter og myndigheder i bl.a. Bahrain, Libyen, Iran og Yemen udtaler udenrigsministeren:

”Jeg tager skarpt afstand fra den vold og knægtelse af menneskerettigheder og ytringsfrihed, som i flere lande i Mellemøsten har været myndighedernes svar på fredelige demonstrationer. 

På EU-udenrigsministermødet på søndag vil jeg understrege, at EU meget klart må tage afstand fra myndighedernes overgreb. EU må opfordre myndighederne til at lytte til demonstranterne og gå i dialog med dem, hvilket er det eneste rigtige svar på de folkelige protester. 

Udviklingen i Tunesien og Egypten har vist, at det på det lange sigt ikke er muligt at opretholde status quo i lande, hvor afstanden mellem befolkninger og magthavere vokser sig stadigt større, og hvor der ikke bliver lyttet til legitime folkelige krav om grundlæggende reformer. 

Lederne i regionen er simpelthen nødt til at lytte til deres befolkninger, gå i dialog med dem og gennemføre reformer. Jeg håber, vi vil se en udvikling i retning mod demokrati og respekt for menneskerettighederne i hele Mellemøsten.” 

Udenrigsministeriet, den 18. februar 2011