Udenrigsministeriet

Udenrigsministeren håber på stabilisering af situationen i Elfenbenskysten

Pressemeddelelse  •  2011-04-14 08:14 CEST

Udenrigsminister Lene Espersen håber, at arrestationen af Elfenbenskystens tidligere præsident Gbagbo vil bane vejen for en tilbagevenden til den politiske proces i landet.

I forbindelse med arrestationen af Elfenbenskystens tidligere præsident Laurent Gbagbo siger udenrigsminister Lene Espersen:

"Jeg håber, at arrestationen af tidligere præsident Laurent Gbagbo vil bane vejen for en tilbagevenden til den politiske proces i Elfenbenskysten med henblik at på sikre en stabilisering af landet og iværksættelse af en national forsoningsproces.

Jeg havde selvfølgelig gerne set, at Gbagbo havde valgt selv at træde tilbage, da dette ville have lettet forsoningsprocessen og de sikkerhedsmæssige udfordringer landet står overfor. Det skete ikke, og jeg vil derfor indtrængende opfordre Gbagbos sikkerhedsstyrker til nu at nedlægge våbnene og til at anerkende Ouattara som landets præsident.

Jeg forventer selvsagt, at Gbagbo behandles med respekt for menneskerettighederne, og at et eventuelt retsligt efterspil finder sted i overensstemmelse med internationale standarder.

Jeg vil opfordre præsident Ouattara til snarest at igangsætte en national forsoningsproces, med henblik på at undgå en genopblussen af konflikten. Præsident Ouattara står overfor en kæmpe opgave med at samle landet, der de-facto har været delt siden 2002. Det er derfor vigtigt, at han hurtig indtræder i rollen som præsident for hele Elfenbenskysten.

Det internationale samfund med de afrikanske, regionale organisationer i spidsen, støttet af FN og EU, har reageret håndfast og hurtigt på udviklingen i Elfenbenskysten. Meget tyder på, at den fælles optræden fra det internationale samfund, herunder EU's sanktioner, har medvirket til, at Gbagbo nu er sat uden for indflydelse. Det er beklageligt, at dette ikke er sket uden blodsudgydelser. Ligeledes er rapporterne om massakrer på civile meget foruroligende.

Der må derfor snarest iværksættes en uvildig undersøgelse af menneskerettighedskrænkelser begået under konflikten, og de ansvarlige må – uanset hvilken side de befinder sig på - stilles til ansvar.

Der forestår også store opgaver med at genetablere lov og orden, repatriere de mange flygtninge og internt fordrevne samt yde bistand til ofrene for konflikten og genopbygge de områder, der har været berørt af kamphandlinger. Her må det internationale samfund stå parat til at hjælpe, og Danmark vil arbejde for, at EU gør en aktiv indsats."

You haven't completed the steps for your Hosted Newsroom

You haven't entered a correct link to your helper.html file for your Hosted Newsroom. Go to Publish and complete the steps.