Kalk- og Teglværksforeningen af 1893

Udluftning fjerner ikke skimmelsvamp!

Pressemeddelelse   •   Okt 11, 2010 10:43 CEST

Undersøgelse fra Statens Byggeforskningsinstitut viser overraskende nok at øget ventilation ikke i sig selv løser problemer med høj luftfugtighed i lejlighederne. Hvis man for alvor skal skimmelsvampene til livs, gælder det om at vedligeholde bygningen og derigennem forebygge fugtskader.

Boligens eneste værn mod skybrud og regn er husets facader og tag. Men i mange hjem blomstre fugten og skimmelsvampen inden døre, fordi der er noget galt med ydervæggene. Forkerte konstruktioner eller dårlig vedligeholdelse betyder, at regnvand og fugt kan trænge ind i væggen og videre ind i boligen.

I Sverige er 5.000 helt nye boliger voldsomt angrebet af skimmelsvamp på grund af forkerte konstruktioner. I Danmark er der problemer med sammensætningen af nye materialer, et emne som Bygge Skadefonden har sat fokus på.

Hver 8. lejlighed er plaget af skimmelsvamp

Statens Byggeforskningsinstitut har foretaget målinger af forekomsten af skimmelsvampe i tilfældigt udvalgte lejligheder. I 13 pct. af lejlighederne blev der med sikkerhed påvist vækst af skimmelsvampe.

Årsagen er for høj luftfugtighed, som i langt de fleste tilfælde er opstået i forbindelse med fejl og skader på bygningen, for eksempel utætte tage og vandrør, opstigende grundfugt, kuldebroer eller andre konstruktionsfejl.

Problemer med for høj luftfugtighed i boliger er udbredt, og udover at det kan blive bekosteligt at udbedre, så er skimmelsvamp og husstøvmider direkte årsag til allergi og astma.

Fakta om vedligehold

En facade af træ stiller store krav til konstruktionen, der skal sørge for at lede vandet væk fra brædderne og sikre, at der kommer luft til træet. Når det kommer til vedligeholdelsen, kan træfacader behandles med olie, træbeskyttelse eller maling. Der er samtidig forskel på, hvilke typer af træ der tåler mest regn. Trygimprægneret facader holder ca. 20-25 år. Træ uden trykimprægnering er mere udsat, og det kræver meget vedligeholdelse. Lærketræ kan holde 10-15 år, og egetræ og teaktræ kan holde 15-25 år. Når træet står ubehandlet nedbrydes det i værste fald fuldstændigt. Oliebehandling og træbeskyttelse er derfor en vigtig faktor for, om træet kan holde i en længere årrække. I træhusets hjemland Sverige viser undersøgelser, at en træfacade skal total udskiftes efter ca. 35 - 50 år.

Murstensfacaden er den mest holdbare og mest vedligeholdelsesfrie løsning. En rå murstensfacade kan holde i flere hundrede år og kræver et minimum af vedligeholdelse. Kraftig regn vil forekomme hyppigere i fremtiden, og derfor er det vigtigt med et solidt værn.

Nogle boligejere vælger at efterisolere boligen ved at pålime isoleringsplader uden på det eksisterende murværk. Udføres denne løsning ikke 100% tørt og med en absolut tæt inddækning, er der meget stor risiko for fugtopsamling mellem den oprindelige væg og den pålimede isolering.

SBi’s rapport ”Fugt, ventilation, skimmelsvamp og husstøvmider” findes på SBi.dk sammen med en omfattende litteraturliste om fugt og skimmelsvampe.

På byg-i-tegl.dk findes der tips om vedligehold af murværk.

Yderligere informationer: Direktør Tommy Bisgaard, Kalk- og teglværksforeningen, Telefon: 3332 3434 eller Mobil: 5124 5424. E-mail: kalktegl@mail.dk

Kalk- og Teglværksforeningen har eksisteret siden 1893 og repræsenterer danske producenter af f.eks. teglmursten, kalksandsten, tegltagsten, letklinker, porebeton, mørtler og kalkprodukter. Kalk- og Teglværksforeningen er med til at fremme information og uddannelse inden for foreningens område, samt at støtte forskning og udvikling inden for produktion og anvendelse af medlemmernes produkter. For yderligere information om foreningen: www.kalk-tegl.dk