Ministeriet for Børn og Undervisning

Undervisningsministeren gæstede Herlufsholm Skole

Pressemeddelelse   •   Sep 21, 2010 10:38 CEST

Tina Nedergaard besøgte Herlufsholm Skole for at se og opleve skolens atypiske skolestruktur. Hun er især begejstret for skolens internationale profil.

Det har længe været i undervisningsminister Tina Nedergaards interesse at besøge Herlufsholm Skole. Skolen udbyder grundskole, kostskole samt en almen og en international studentereksamen. Det er netop skolens mangfoldige sammensætning af uddannelsestilbud og projekter, der interesserer ministeren, og derfor gæstede hun den 17. september Herlufsholm.

”Herlufsholm Skole har på den ene side bevaret sine historiske rødder, men på den anden side også formået at etablere en international profil. Det glæder og interesserer mig. Skolen arbejder desuden på at udvide uddannelsestilbuddene og skabe nye studieretninger, hvor fagene kommer til at arbejde sammen på nye måder. Det er en sund udvikling, som jeg glæder mig til at følge,” siger Tina Nedergaard.

Præget af globaliseringen

Ifølge rektor Klaus Eusebius Jakobsen spiller Herlufsholms historie stadig en rolle i dag. Det gælder skolens fysiske rammer, men også skolens værdisæt.

”Skolen har mange sære og spændende traditioner, der rækker langt tilbage i tiden. Vi bestræber os dog på at skabe en moderne skole, der er udfordrende for skolens elever. Vi vil skabe en skole i verdensklasse,” fortæller Klaus Eusebius Jakobsen.


Fra venstre ses lektor og kostinspektør Niels Koefoed, undervisningsminister Tina Nedergaard og elevrådsformand Caroline Aamondt. I baggrunden ses bestyrelsesformand Jens Greve.

Herlufsholm Skole

  • Herlufsholm Skole ligger ved Næstved.
  • Skolen blev grundlagt i 1565.
  • I dag er der 595 elever på skolen, hvoraf de 280 elever er kostskoleelever.
  • Der er ansat cirka 160 personer. 85 af dem er lærere.
  • Herlufsholm Skole udbyder grundskole fra 6. til 10. klasse, en international klasse fra 8. klasse og en dansk og en international studentereksamen (IB).

 

Kontakt

Sofie Amalie Rasmussen
Journalistpraktikant
soras1@uvm.dk
Tlf. 3395 4835