Region Midtjylland

Unge fra sikret institution udgiver cd

Pressemeddelelse   •   Nov 05, 2010 08:39 CET

Ni unge fra Region Midtjyllands sikrede døgninstitution Grenen har i løbet af foråret og sommeren indspillet en cd med sange, de selv har skrevet og indsunget. Cd’en med titlen ”Lyt til mig” udkommer 15. november på Gateway Music

De unge har via musikken fået en platform, hvorfra de åbent og ærligt reflekterer over et liv på kanten af samfundet. Teksterne giver samtidig indblik i de unges liv. Der er tale om barske historier om svigt og kriminalitet, men der er også sange om håb for fremtiden.




Cd’en er produceret i samarbejde med komponist og producer Søren Bendixen. Gennem et år har han fulgt de unge tæt og hjulpet dem med at omsætte tanker og følelser til ord og toner. På cd’en har de unge indspillet 11 numre, der i genrer bevæger sig fra hiphop og techno til rytmisk og lyrisk instrumental musik.

Den anerkendte DJ og technomusiker Mathias Mesteño har været tilknyttet projektet som musikalsk konsulent. På cd’en medvirker desuden musikerne Niels Vincentz (saxofoner), Jakob Buchanan (trompet og flügelhorn) og Søren Frieboe (overtonesang).

Egmont Fonden har støttet projektet med næsten en halv mio. kr.

Cd’en kan købes i musikforretninger og hos Gateway Music eller downloades fra iTunes og cdon.com. Kunstneren Anette Krag har lavet to tegnefilm til musikken, der vil blive lagt på youtube.com.

Musik


Flere oplysninger

Link



opdateret: 03-11-2010

Billeder til download kan frit anvendes i forbindelse med redaktionel omtale af indholdet i denne pressemeddelelse, når Region Midtjylland anføres som kilde

Sidst redigeret 04-05-2010