Københavns Universitet

Universiteter skaber fyrtårn for entreprenørskab

Pressemeddelelse   •   Nov 22, 2010 09:13 CET

- Gennem vores nye stærke strategiske samarbejde i CIEL på tværs af CBS, DTU og KU kan vi skabe nye modeller for, hvordan vi på universiteterne kan generere entreprenørskab gennem undervisning, forskning og vejledning. Det er en fantastisk chance for at være med til at sætte entreprenørskab på dagsordenen i København og regionen og give vores studerende kompetencer, der er bedst muligt tilpasset samfundets behov. Vi er derfor meget glade for, at vores fælles projekt nu modtager denne pris, siger prorektor på KU, Thomas Bjørnholm på KU’s og resten af CIEL’s vegne.

'Det Entreprenørielle Universitet' (DEU) er et initiativ udviklet af Danmarks Vækstråd, Erhvervs- og Byggestyrelsen, Forsknings- og Innovationsstyrelsen og Fonden for Entreprenørskab. Målet er få entreprenørskab til at være en naturlig del af universiteternes virke ved at igangsætte forskellige aktiviteter, der skal fremme de studerendes evner og lyst til at skabe værdi gennem nye virksomheder eller innovation i eksisterende.

Fælles platform til aktivitet og innovation

DTU, CBS og KU huser til sammen 50 procent af Danmarks videregående studerende og er gået sammen i CIEL for at skabe en fælles platform til at drage nytte af universiteternes forskellige faglige discipliner. CBS er projektets bevillingstager, mens det er planen, at KU skal huse initiativet.

- Med KU’s 37.000 studerende har vi et kæmpe uudnyttet potentiale til gennem disse uddannelsesaktiviteter at skabe noget nyt og stort i Danmark sammen med vores samarbejdspartnere på CBS og DTU. Vi arbejder på at skabe et fælles fyrtårn for entreprenørskab – og til at huse det har vi foreslået KU’s Green Ligthouse som én mulighed. Her vil der være gode muligheder for at skabe synergi mellem eksisterende og nye aktiviteter og få det til at summe af liv, aktivitet og innovation, siger prorektor Thomas Bjørnholm fra KU.

Internationale perspektiver

CIEL’s projektforslag bygger videre på det fælles projekt 'Next Generation' og fokuserer blandt andet på at:

  • Alle studerende som del af deres intro-program skal eksponeres for entreprenørskab
  • Tredoble antallet af studerende, der gennemgår et entreprenørskabs-kursus i studietiden
  • Videreudvikle Entrepreneurial Programme of Excellence (herunder f.eks. Master of BioBusiness og andre uddannelsesforløb inden for eksempel fødevarer og sundhed, grøn energi, velfærd, osv.)
  • Entreprenørskab skal være en del af adjunktpædagogikum ved at integrere en dags workshop inden for området

CIEL vil have deltagelse af en række internationale partnere og har blandt andet fået tilsagn fra Stanford, London Business School og Imperial College.

CBS er projektets bevillingstager, og det er planen, at KU skal huse initiativet. DTUbidrager med sit udbyggede entrepreneurship support system bl.a. med Venture Capital og etableret Forskerpark.

 

KU’s tovholdere på CIEL er Forskning & Innovation og studentervæksthuset Katapult ogKatalyst - afdeling for humanistisk innovation.