Halfdan Timm ApS

Valutaekspert: Bitcoins er en farlig investering - på kort sigt

Pressemeddelelse   •   Dec 15, 2013 14:27 CET

Den digitale møntfod bitcoin har i den seneste tid fået megen opmærksomhed som følge af meget store opsving i værdien. Endnu er det kun få steder muligt faktisk at betale med bitcoins, og de fleste køb af valutaen er derfor med investeringshensyn - og det er med til at gøre den farlig.

Sådan lyder det fra Tobias Bay-Petersen, der ejer Dinvalutaomregner.dk, hvorfra det er muligt at omregne prisen på en bitcoin til danske kroner.

Lige nu koster én bitcoin cirka 3.400 danske kroner. Til sammenligning kostede den i starten af 2013 220 kroner.

Den store værdistigning er kommet af øget opmærksomhed omkring bitcoin og hele cryptocurrency-emnet:

"De fleste af dem, der sætter penge i bitcoins lige nu gør det i håbet om, at bitcoins skal stige og ikke fordi, de ønsker at betale med møntfoden" siger Tobias Bay-Petersen og fortsætter:

"Havde du investeret 100.000 kroner i bitcoins i starten af 2013, ville du have omkring halvanden million kroner i dag. Spørgsmålet er, om denne vækst kan fortsætte".

Spørger man Halfdan Timm, indehaver af Revisorpilot.dk, om dette, er svaret ja:

"Bitcoins på langt sigt bliver mange tusinde amerikanske dollars værd, så er man interesseret i en investering på langt sigt, kan de være værd at hoppe på. Men ønsker man at sælge om en måned eller et halvt år, ville jeg passe meget på".

Begrænset antal mønter

En almindelig fiat-valuta, fx den amerikanske dollar, euroen eller den danske krone, er støttet af en stat. Bitcoins er i modsætning hertil decentraliserede og har ikke nogen regering til at bakke den op.

Antallet af bitcoins er også begrænset til 21 millioner samlet. Når der er "minet" 21 millioner bitcoins kan der ikke laves flere. Per skrivende stund er der 12 millioner bitcoins i omløb og det bliver eksponentielt sværere med tiden at "mine" bitcoins.

Det er med til at øge efterspørgslen på den enkelte bitcoin, fortæller Tobias:

"Bitcoins er udsat for en vild værdistigning, da der ikke kan trykkes bitcoins i seddelpressen som man kan med almindelige penge. Staten kan ikke stimulere økonomien ved blot at lave flere bitcoin.

Øjeblikkelig overførsel og anonymt netværk

Bitcoin minder ikke om almindelige penge. Overførsler på bitcoin nettet sker helt anonymt og øjeblikkeligt. Der er altså intet gebyr for at overføre penge, man skal ikke vente på at gøre det og en overførsel kan ikke trækkes tilbage igen - såkaldte "escrow"-services kan ikke lade sig gøre på bitcoin-netværket.

Bitcoin blev til at starte med brugt til lyssky operationer. Det hedengangne netværk Silk Road benyttede sig af betaling med bitcoins, og da netværket lukkede ned efter at FBI arresterede ejeren i oktober 2013 forudså mange, at bitcoins nu ville miste en stor del af deres værdi. Det modsatte skete og bitcoins er steget væsentligt i værdi siden da.

Halfdan Timm ApS udvikler webportaler og tilbyder online markedsføring.