Vækstfonden

Venturekapital til online casting i den klassiske verden

Pressemeddelelse   •   Jan 27, 2016 10:27 CET

Den danske it-startup Truelinked har netop rejst flere millioner kroner i venturekapital fra Vækstfonden og en række business angels. Virksomheden har udviklet en onlineplatform til rekruttering, casting og networking inden for klassisk musik og opera. Investeringen skal sikre markedsføring og videreudvikling af platformen.

It-startuppen Truelinked har netop rejst flere millioner venturekroner fra Vækstfonden og en række business angels. Iværksætterne vil med deres online netværksplatform gøre op med traditionel rekruttering og casting inden for opera og den klassiske musik.

”Klassisk musik er en branche, der er præget af uigennemsigtighed, dyre manuelle processer og agenter, når freelance artister er på udkig efter nye jobmuligheder. Vores mission er at digitalisere rekrutterings- og castingprocesserne og overflødiggøre de ofte dyre mellemmænd, der længe har ageret som bindeled mellem kunstorganisationerne og kunstnerne,” forklarer Sune Hjerrild, CEO og founder i Truelinked.

Verdens største online casting platform for freelance artister

Med mere end 1.400 medlemmer tilknyttet platformen er Truelinked trods sin unge alder allerede verdens største online casting platform for kvalitetsgodkendte, professionelle kunstnere. På truelinked.com får solister og scenekunstnere verden over mulighed for at oprette en profil og promovere sig selv gennem karrieredata, video- og lydfiler. De kan søge efter, dele og anbefale hinanden til jobmuligheder. Operahuse og koncertsteder får adgang til online castingværktøjer og produktionsplanlægning. De komplekse digitale datamodeller bag Truelinked platformen gør det muligt at overskue og identificere de mest relevante kandidater blandt tusinder af mulige kunstnere på få øjeblikke. Derfor kan institutioner på alle niveauer og i alle lande finde deres solister samme sted, og det kan på sigt overflødiggøre behovet for de dyre mellemmænd, der hidtil har fungeret som gatekeepers mellem parterne.

”Truelinked introducerer et digitalt produkt på et ellers low-tech marked, og platformen kan potentielt set revolutionere jobmarkedet inden for klassisk musik og opera. I Vækstfonden glæder vi os til at følge virksomheden og det kompetente team bag i den videre udvikling,” fortæller Jakob Fuhr Hansen, partner i Vækstfondens afdeling for direkte investeringer, VF Venture.

Erfaren operasanger bag Truelinked-platformen

Allerede i gymnasiet opdagede founder og CEO Sune Hjerrild sit talent for opera og har siden deltaget i utallige koncerter og operaopsætninger verden over. I 2007 blev han en del af Lindberg Management, hvor han arbejdede med strategisk rådgivning og rekruttering inden for operaindustrien. Det gav ham for alvor indsigt i udviklingspotentialet for netværksbaserede, digitale rekrutterings- og castingprocesser, og i 2013 etablerede han så Truelinked. Den nye kapital fra bl.a. Vækstfonden skal nu hjælpe til at realisere virksomhedens fulde potentiale.

”Jeg ser investeringen fra Vækstfonden som en kæmpe blåstempling. Det er ikke hver dag en virksomhed inden for vores niche får den slags opmærksomhed og finansielle støtte. Nu kan vi ansætte flere medarbejdere og mangedoble vores globale markedsføring af platformen og promoveringen af netværkets kunstnere,” fortæller Sune Hjerrild. 

Vækstfonden er en statslig finansieringsfond, der medvirker til at skabe flere nye vækstvirksomheder ved at stille kapital og kompetencer til rådighed. I samarbejde med private investorer har fonden siden 1992 medfinansieret vækst i over 5.000 virksomheder for et samlet tilsagn på mere end 12 mia. kr. Vækstfonden investerer med egenkapital i partnerskab med private investorer og finansierer med lån og kautioner i samarbejde med danske finansieringsinstitutter. De virksomheder vi har medfinansieret siden 1992 havde i 2013 tilsammen mere end 33.000 ansatte.