Holbæk Kommune

Vi cykler til arbejde

Pressemeddelelse   •   Feb 24, 2011 08:33 CET

Lad bilen stå, og vær med til at fylde cykelstierne sammen med dine kolleger, når
Danmarks største motionskampagne løber af stablen.

Landets største motionskampagne for voksne "Vi cykler til arbejde" afholdes i 2011 i perioden
2. - 31. maj. Kampagnen arrangeres af Dansk Cyklist Forbund og Dansk firmaidræts Forbund,
og det er i år 14. år kampagnen afholdes.

Målet med kampagnen "Vi cykler til arbejde" er at få så mange som muligt til at bruge cyklen,
som et led i transporten til og fra arbejde. At tage cyklen til arbejde er en af de enkleste
måder at få et pusterum i en hektisk hverdag - og så er det sundt!

Holbæk Kommune på pedalkraft
”Vi cykler til arbejde” handler om at gøre cyklen til en naturlig del af transporten til og fra
arbejde. Og fra Holbæk Kommune lyder en klar opfordring til alle virksomheder og borgere om
at deltage i kampagnen. Tag cyklen den ene vej, begge veje eller hen til bussen eller toget.
Alle kombinationer gælder, bare der bliver trådt i pedalerne.

- Hvis 90 % af borgere og virksomheder i Holbæk Kommune tilmelder sig ”Vi cykler til arbejde
2011”-kampagnen, så vil jeg som borgmester godt garantere medvind på alle kommunens
cykelstier, udtaler borgmester Søren Kjærsgaard med et glimt i øjet.

Man skal være fire deltagere for at tilmelde et hold, men man er altid velkommen til at slå sig
sammen med andre virksomheder, hvis man ikke selv kan stille med et hold på fire cyklister.

Flotte præmier på højkant
Det ikke kun en god kondi og mere overskud i hverdagen, man kan vinde ved at tilmelde
sig ”Vi cykler til arbejde”. Igen i år trækkes der lod om en lang række flotte præmier blandt
andet en jordomrejse, nye cykler til hele holdet eller udstyr, der gør den daglige cykeltur mere
behagelig og sikker.
Jo flere I tilmelder jer, og jo flere kilometer I cykler – jo større vinderchancer har I.

Tilmelding
Tilmelding til kampagnen kan ske fra 14. februar til 20. april på www.vcta.dk, hvor man også
kan læse mere om kampagnen.

For yderligere information kontakt Holbæk Kommune ved:
Ruth Møgelvang
Sagsbehandler
Telefon: 72 36 80 74
Mail: rbm@holb.dk