TUI Danmark

Vi flygter fra juleræset - rejsebureau melder alt udsolgt

Pressemeddelelse   •   Dec 08, 2015 11:35 CET

50.000 danskere tager i år på charterferie på en solrig destination i juleferien, hvilket er en stigning på 10.000 eller 25 % på blot to år. I 2013 var tallet blot 40.000. Ifølge rejsebureauet Star Tour er tendensen et udtryk for en stigende trang til at slippe væk fra forventningspres og familietraditioner herhjemme.

- Vi har meget høje forventninger til familien i julen, og det vælger mange danskere at trække stikket på ved simpelt hen at tage væk. Det kan føles som en lettelse bare at sætte sig ind i et fly og se stort på traditionerne, forklarer Nikolai Johnsen, der er pressechef for Star Tour.

Star Tour står for at sende 12.500 danskere på charterferie til destinationer som blandt andet Gran Canaria og Thailand. Det stigende pres på julerejserne betyder, at rejsebureauet allerede nu tænder de røde lamper for juledagene og melder alt udsolgt. Dog kan man stadig være heldig at finde enkelte rejser i december måned:

- Vi har kun 300 rejser tilbage at sælge i hele december måned, da vi har oplevet en historisk høj efterspørgsel. Det er primært Tenerife og Egypten hvor der stadig er nogle få pladser, mens Thailand, Mauritius, Dubai og Den Dominikanske Republik er helt udsolgt, siger Nikolai Johnsen.

Skulle man komme til at savne julen alt for meget på sin rejse, kan man dog trøste sig med, at stort set samtlige julegæster bliver budt på både jule- og nytårspynt samt en særlig julemiddag på hotellerne.

Overraskelsen på listen over årets top-5 for populære rejsemål er Thailand, der i år har overhalet Tenerife på andenpladsen. Star Tour forventer i år at sende hele 25.000 danskere til Thailand, der efter et par år med nedgang har stabiliseret sig og er en populær favorit blandt især børnefamilierne.

Top 5-rejsemål for juleferie ifølge Star Tours kunder

  • 1.Gran Canaria
  • 2.Thailand
  • 3.Tenerife
  • 4.Kap Verde
  • 5.Mexico

Star Tour tilhører TUI Nordic, der med en markedsandel på 20 procent, er den største aktør på det nordiske rejsemarked. Gruppen blev etableret i 1961 og tilbyder charterrejser, fly og krydstogter. Nogle af de mest populære rejsemål er De Kanariske Øer, Thailand, og Tyrkiet. TUI Nordic består af rejsearrangørerne Fritidsresor, Tema, Nazar og WonderCruises, Star Tour i Danmark og Norge, Finnmatkat i Finland og flyselskabet TUIfly Nordic. Gruppen har siden 2000 været en del af verdens førende rejsekoncern TUI Group, der i øjeblikket omfatter mere end 220 brands i 180 lande, otte flyselskaber med mere end 140 fly og 4.800 rejsebureauer i 16 lande. Totalt har TUI Group mere end 30 millioner kunder om året og over 55 000 ansatte i 31 lande.