Ministeriet for Børn og Undervisning

Vi må sætte tæring efter næring

Pressemeddelelse   •   Sep 17, 2010 09:05 CEST

Danmark står i en alvorlig økonomisk krise, og uddannelsesområdet må også levere et bidrag til, at landet kommer på fode igen. Regeringen har bestræbt sig på, at ændringer i videst mulige omfang tager hensyn til institutioner og brugere.

Som led i genopretningspakken blev det aftalt at omlægge og fokusere en række tilskudsordninger og lignende på uddannelsesområdet.

Undervisningsminister Tina Nedergaard siger:

”Baggrunden for genopretningsaftalen er, at Danmark står i en alvorlig økonomisk krise, og at det er nødvendigt at sætte tæring efter næring. Her må uddannelsesområdet også levere et bidrag.”

I forberedelserne af forslagene og i den efterfølgende udmøntning har regeringen bestræbt sig på at tilrettelægge ændringerne på en måde, så de i videst mulige omfang tager hensyn til institutioner og brugere.

For eksempel har der været dialog med folkehøjskolernes forening om fordelingen af besparelsen på dette område. På andre områder er der taget hensyn til forældre med de laveste indkomster.

”Men når der nu kommer den kritik, vi har hørt, må vi selvfølgelig se på den. Vi får mulighed for at drøfte sagen allerede den 28. september, hvor jeg har et planlagt møde med Efterskoleforeningen,” siger ministeren.