schmidt hammer lassen architects

Vinderteam bag ny Island School i Hongkong offentliggjort

Pressemeddelelse   •   Jan 23, 2014 12:56 CET

schmidt hammer lassen architects og Thomas Chow Architects, Hongkong, er blevet udpeget til at designe den nye Island School i Hongkong, Kina. Bygherrens vision er en 28.000 kvadratmeter stor skole designet som et bæredygtigt læringslandskab med faciliteter, der understøtter et optimalt læringsmiljø for skolens cirka 1.200 elever i alderen 11 til 18 år.

Den nye Island School bliver placeret det samme sted som den eksisterende skole, der blev opført i 1967. Fra grunden er der udsigt til både det grønne bjerglandskab og Hongkong bys skyline og havnefront. Denne visuelle forbindelse spiller en vigtig rolle i det foreslåede bygningsdesign fra de to arkitektfirmaer. Et atrium, som indeholder skolens læringstorv, løber igennem bygningen og indrammer udsigten til det grønne landskab på den ene side og udsigten til byen på den anden. Den visuelle forbindelse bidrager til en forståelse af, at skolen har en relation til sine omgivelser – landskabet og byen.

Det foreslåede bygningskoncept er designet og organiseret som et bæredygtigt læringslandskab med balkoner og grønne haver. Bygningens form skaber med sine udkragede facader skygge, hvor der er behov for det. Andre steder læner facaden sig tilbage og lader dagslys komme ind i undervisningsarealerne.

Grønne haver og fleksible læringsrum
I forslaget er skolens funktioner organiseret omkring et læringstorv, som strækker sig igennem hovedankomstniveauet og danner forbindelse til atriet.

”Atriet er skolens hjerte,” forklarer Bjarne Hammer, partner hos schmidt hammer lassen architects. ”Med balkoner, grønne planter og haver fungerer det som en uformel social platform, hvor eleverne kan mødes. De grønne planter skaber en afslappet stemning og bidrager positivt til læringsmiljøet.”

Haverne og det grønne vil også bidrage til at køle bygningen og til at skabe et godt indeklima. Atriet giver gode dagslysforhold, som mindsker brugen af elektrisk lys i bygningen.

Klasserummene er designet således, at de er fleksible og kan organiseres, så de fysiske rammer understøtter forskellige læringssituationer. Rummene kan inddeles i mindre rum eller åbnes, så de forbindes til andre dele af skolen.

I det foreslåede bygningskoncept får skolen en stærk tilknytning til lokalsamfundet ved at kunne tilbyde sports- og kulturfaciliteter, som kan benyttes af offentligheden også uden for skolens åbningstid.

Efter offentliggørelsen af vinderteamet indledes nu en samskabelsesproces med skolen frem mod et design, der opfylder bygherrens krav.  

schmidt hammer lassen architects står bag en række undervisningsbygninger, hvor fokus har været på at skabe rum for nye læringsformer. Eksempler er det RIBA-prisvindende City of Westminster College i London, Thor Heyerdahl College i Norge og IBC Innovationsfabrikken i Kolding. 

Fakta:

Arkitektteam
Thomas Chow Architects

schmidt hammer lassen architects

Bygherre
English Schools Foundation

Areal
28.000 m2

Konkurrence
2014, 1.præmie i international konkurrence

Ingeniør
AECOM

Aurecon

Landskabsarkitekt
Urbis

Med mere end 25 års erfaring er schmidt hammer lassen architects en af Skandinaviens mest anerkendte, prisvindende arkitektvirksomheder. Virksomheden, som er dedikeret til innovativt og bæredygtigt design, har kontorer i Aarhus, København, London og Shanghai.

schmidt hammer lassen architects blev etableret i Aarhus i 1986 og har i dag 150 ansatte. Kredsen af partnere omfatter Morten Schmidt, Bjarne Hammer, John F. Lassen, Kim Holst Jensen og Kristian Lars Ahlmark samt fire associerede partnere. Den daglige ledelse af virksomheden varetages af administrerende direktør Bente Damgaard.

Besøg vores hjemmeside på www.shl.dk